Viborg Bibliotekerne

Præsentation

Viborg Bibliotekerne tilbyder inspirerende, meningsfulde og involverende læringsaktiviteter, der styrker nysgerrighed, læselyst og kreativitet hos børn og unge.

Vores læringstilbud spænder bredt – fra biblioteksintroduktion og informationssøgning til forløb om digital dannelse, teknologiforståelse og inspirerende litteraturformidling. Alle aktiviteter udvikles i dialog med dig som lærer og tilpasses klassetrin, faglige mål og den konkrete undervisningskontekst.

Viborg Bibliotekernes læringsaktiviteter tager afsæt i det særlige fundament, som biblioteket udgør: en kulturinstitution med litteraturen og de mange fortællinger i centrum. At styrke læselysten og lysten til at lære er en kerneopgave for os. Derfor møder eleverne et læringsrum, der er uformelt, inkluderende og uden krav til præstation eller særlige forudsætninger. Hos os er læring drevet af nysgerrighed og evnen til at undre sig, og vores forløb skal først og fremmest være en oplevelse, der vækker elevernes lyst til at udforske, lære og engagere sig videre – også på egen hånd.

Læringsaktiviteterne foregår primært på Hovedbiblioteket, men nogle kan afvikles på jeres lokale bibliotek eller ude på skolen. På Hovedbiblioteket kan I også besøge vores børnebibliotek og Makerspace eller låne mediekufferter, som giver mulighed for kreativ produktion – fx podcasts – i egen undervisning.

Vi ser frem til at modtage din booking – minimum tre uger før ønsket afviklingsdato. Vil du vide mere, kan du dykke ned i vores Læringsfundament og se vores præsentationsvideo, som viser, hvad du og dine elever får ud af et besøg hos os.

Velkommen på Viborg Bibliotekerne – vi glæder os til samarbejdet!

Udbyder

Viborg Bibliotekerne
Vesterbrogade 15
8800 Viborg

Kontakt udbyder

Henvendelser vedr. Viborg Bibliotekernes læringstilbud - Team Læring og Viden