Gratis

Murmosaik - et udendørs læringsforløb

Murmosaik

Beskrivelse

Inspiration til udendørs læringsforløb i matematik, kristendomskundskab og/eller billedkunst:

Viborg Kunsthal holder lukket, men vores forårsskønne have er stadig åben for besøg! Her kan I gå på opdagelse ved det 500 kvadratmeter store og 151 meter lange mosaikmurs-kunstværk, der indhyller kunsthallen i hundredvis af forskellige mønstre. Her er rigeligt plads til at holde god afstand og med udgangpunkt i vores læringsforløb er der lagt op til masser af sjov og faglig fordybelse! 

Udgangspunktet for vores læringsforløb er netop kunstværket "Tro og Overtro" af den danske biledkunstner Mette Winckelmann, der i 2013 udsmykkede den store mur som afskærmer Viborg Kunsthal fra byens trafik. Murens udsmykning består af 12086 -  godt og vel 34 tons - betonfliser i grålige nuancer, der tilsammen udgør 211 mønstre udført af fliser i fem grå nuancer. Mosaikken er dannet af traditionelle patchworkmønstre, som dem man har brugt på sengetæpper og sofapuder i generationer, og refererer alle til tro, religion og menneskets evige søgen efter sandhed og svar. Kunstneren har nøje udvalgt patchworkmotiver, hvis navne refererer til tro og overtro: Guds øje, Edens Have, Israels Børn, Tornekrone, Skæbnehjulet, Lykkekløver, Sort magi og Fredag d. 13.

Udover at referere til håndens arbejde, religion og menneskets søgen efter svar på livets store spørgsmål i troen og overtroen, så tager udsmykningen også udgangspunkt i Viborgs historie som samlingssted, handelsplads og bispesæde, og forbinder sig specifikt til Viborg Kunsthals placering. Pga. arkæologiske fund mener man, at Viborg Kunsthal ligger ovenpå resterne af en gammel kongsgård, hvor Knud den Store boede, og at der 200 meter derfra lå en af Jyllands største markedspladser, hvor folk mange steder fra mødtes. På samme måde som Viborg Kunsthal i dag er et mødested for danske og internationale kunstnere.

OBS! Som et ekstra tilbud kan I booke en gratis 20 minutters introduktion til murmosaikken. Herefter kan I gå på opdagelse på egen hånd og arbejde med de forskellige opgaver til matematik eller kristendom, som vi har forberedt.  Book en introduktion ved kunstfaglig assistent Bettina Hansen: bhan@viborg.dk. Introduktionen kan foregå i tidsrummet kl.10-14.Vi følger myndighedernes retningslinjer i forhold til covid-19. Vi sørger særligt for at holde afstand og laver kun begrænset antal introduktioner med grupper på max 10 pers.

Aktiviteter

Her kan I vælge at arbejde med følgende læringsforløb:

Kristendomskundskab:
Hver af de 100 forskellige mosaikmønstre på muren har titler, der refererer til tro og overtro (Jakobsstigen, Jerikos mure,Tornekronen, fredag d. 13. osv.). Eleverne skal forholde sig til den enkelte historie, der bliver udgangspunkt for at udarbejde nye mønstre med titel efter mønstret som indgår i kunstværket. Reglerne for det nye mønster følger værket, dvs. man må udelukkende bruge trekanter og firkanter til figur og design, til at gendigte/meddigte på fortællingen. I finder undervisningsmateriale og tegneark under 'Materialer'.

Matematik:
Igennem en lang række forskellige opgaver skal eleverne i mødet med kunstværkets flisemosaikker finde mønstre, tælle fliser og snakke om matematiske begreber ud fra det. Derefter skal de selv tegne et mønster fra værket, samt skabe en ny variant af det. Reglerne for det nye mønster følger værket, dvs. man må udelukkende bruge trekanter og firkanter til figur og design, til at gendigte/meddigte på fortællingen. I finder introduktion og undervisningsmateriale under 'Materialer'.

Billedkunst:
Gå på opdagelse ved værket og tal om historien og tankerne bag kunstværket. I kan se nærmere på hvad der kendetegner det, og tale om, hvilke mønstre lægger I særligt mærke til. Tal om, hvordan I ville have udsmykket muren, hvis I var kunstnere. Lad eleverne have papir og farver med i haven, så de kan visualisere deres udtryk og indtryk. 

Forberedelse

Inden I besøger kunsthallens have og kunstværket 'Tro og overtro' kan I tale om værket, evt. med udgangspunkt i det vedhæftede undervisningmateriale. I kan læse om værket her på siden, men det er også muligt at læse mere om værket på vores hjemmeside: https://viborgkunsthal.viborg.dk/OM-VIBORG-KUNSTHAL/Muren.

Formål

Læringsforløb til undervisningen i dansk, billedkunst, matematik og kristendomskundskab, hvor faglige mål opfyldes gennem elevernes møde med et kunstværk.

Eleverne kan se på kunsten ud fra forskellige indgange, fx en matematisk og en historiefortællende. De forskellige forløb giver gennem kunstværket eleverne indsigt i geometri, fortolkning, historiefortælling, tro og overtro.

Eksempler fra FFM
Matematik - Der arbejdes med kompetenceområdet geometri og måling, hvor eleven kan anvende geometriske metoder og beregne enkle mål.
Billedkunst - Der arbejdes med kompetenceområdet billedanalyse og billedfremstilling.
Kristendomskundskab - Der arbejdes med kompetenceområdet bibelske fortællinger, hvor eleven kan genkende temaer fra centrale bibelske fortællinger i kulturelle udtryk.

Sted
Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg
Undervisningsmateriale

Undervisningsmateriale til Murmosaik: Kristendomskundskab

Undervisningsmateriale til Murmosaik: Matematik og mønstre

Introduktion til undervisningsmaterialet Murmosaik: Matematik og mønstre

Tegneark: Egen tolkning

Tilmelding

OBS! Som et ekstra tilbud kan I booke en gratis 20 minutters introduktion til murmosaikken. Herefter kan I gå på opdagelse på egen hånd og arbejde med de forskellige opgaver til matematik eller kristendom, som vi har forberedt. Introduktionen kan foregå i tidsrummet kl.10-14. Book en introduktion ved kunstfaglig assistent Bettina Hansen. Vi følger myndighedernes retningslinjer i forhold til covid-19. Vi sørger særligt for at holde afstand og laver kun begrænset antal introduktioner med grupper på max 10 pers.