Gratis

Brug selv Børneskovene

Beskrivelse

Naturen er en fantastisk legeplads og et godt sted at lære!

Børneskovene er helt almindelige skove, hvor der er gjort lidt ekstra for at lave et samlingssted for at inspirere til aktivitet i skoven. I børneskovene kan store som små gå på opdagelse i skoven og være aktive sammen.

Der er etableret seks børneskove, som er placeret rundt i kommunen. Børneskovene er til fri afbenyttelse for dem, der kommer forbi. Ønsker man som dagtilbud at være sikker på at have faciliteterne, kan man booke dem.

Voksne danskere motionerer i naturen som aldrig før. Men forskningen viser et markant fald i den tid børnene opholder sig i naturen, og at naturen har mistet sin betydning som samlingssted for børn og unge. I naturen er der gode muligheder for at være fysisk aktive og bruge vores kroppe på en anden måde, end når vi bevæger os indenfor. Børneskovene er oplagte til at give børnene sved på panden og mulighed for at prøve kræfter med træklatring og diverse aktiviteter fra lykkehjulet. Børneskovene er også et sted til forundring og fordybelse.

Aktiviteter

I alle skovene er der etableret madpakkehus, bålsted og et lykkehjul. Udover disse ting vil der i de forskellige børneskove være forskel på, hvad du kan finde, så gå på opdagelse i skovene. I børneskoven i Viborg er der eksempelvis grejbank med krible-krable udstyr, i Stoholm kommer der en dynamitbane og i Frederiks er der lavet en 1 km lang balancebane.

På lykkehjulet i børneskovene får I inspiration til 12 konkrete aktiviteter, som I kan lave sammen, og der er gevinst hver gang.

Udover at bruge børneskovene på egen hånd kan I også få Naturskolens naturvejledere ud til Børneskovene og lave aktiviteter med jer. Husk at I skal booke naturvejleder i god tid. Hvis I booker en naturvejleder, er det også muligt at søge transportpuljen.

Forberedelse

Inden besøget i Børneskoven kan I have arbejdet med insekter og andre smådyr. I kan fx gå en tur omkring institutionen og finde vilde planter, insekter og små dyr.

Inspiration til at bruge børneskovene, kan ses her:

Inspiration til at bruge børneskovene

Efterbehandling

Efter hjemkomsten kan I bruge aktiviteterne på egen institution og i den omkringliggende natur.

Formål

Formålet med børneskovene er, at børnene oplever naturen som et alsidigt "rum" for oplevelser, bevægelse og leg, at de får en forståelse af dyrenes og planternes levesteder i naturen og stifter bekendskab med vejr- og naturfænomener.

Eksempler fra den pædagogiske læreplan
Naturbegreber indgår som et element i læringsmiljøet og de samtaler om oplevelser, forståelser og erfaringer med naturen, som finder sted mellem børn og pædagogisk personale. Viden om naturen omhandler også menneskets påvirkning af og samspil med naturen.

Sted

Du finder børneskovene her:

Viborg, Papskoven: Vibækvej 42A, 8800 Viborg
Stoholm, Dynamitskoven: Liljevej 41, 7850 Stoholm
Frederiks, Lyngsøparken: P-plads ved Solvænget 172, 7470 Karup
Ørum, Futdalen: Sønderlund 6, 8832 Tjele
Bjerringbro, Brokbakken: Koldskær 8, 8850 Bjerringbro
Klejtrup, Anemoneskoven: Parker på Fuglevænget, hvor der er sti til børneskoven mellem nr. 52 og 47

Undervisningsmateriale

Beskrivelse af Børneskovenes naturtyper og faciliteter. Kun de færdige skove er beskrevet: Børneskoven i Viborg og Børneskoven i Frederiks. Beskrivelserne vil blive opdateret løbende.

Der er informationsmateriale omkring lykkehjulet og naturen i børneskoven på Sundhedscentrets hjemmeside, så både du og børnene kan få viden om naturen og inspiration til leg og aktivitet.

Forslag til aktivteter ved lykkehjulet om foråret

Forslag til aktivteter ved lykkehjulet om sommeren

Forslag til aktivteter ved lykkehjulet om efteråret

Forslag til aktivteter ved lykkehjulet om vinteren

Tilmelding

Tilmelding er ikke nøvendig.
Se Sundhedscentrets hjemmeside for overblik over børneskovene.

Tilmelding