Gratis

Mus

Beskrivelse

Skoven i Undallslund er fyldt med mus! Rødmus, halsbåndsmus, markmus, skovmus, spidsmus (som ikke er en rigtig mus) m.fl. Vi har selvfølgelig også vores egne husmus på Naturskolen.

Aktiviteter

Musene i skoven er vi ikke altid heldige at møde, men husmusene på Naturskolen giver børnene mulighed for at komme helt tæt på de fascinerende små pattedyr. Alle børn ved, hvad en mus er, men de færreste har været i nærkontakt med en mus og set den ordne sine knurhår eller klø sig på ryggen med bagbenet. Vi starter derfor ved museburet, hvor vi giver musene mad, og iagttager deres udseende og adfærd. Vi tager en mus ud af buret og oplever den helt tæt på. Vi synger "Lille mus kom op af hullet" og laver en aktivitet til sangen. 

Herefter går vi på opdagelse efter mus og spor efter mus. Vi synger og leger lege om musene og deres fjender og deres liv i skoven.

Har I god tid laver børnene muselabyrinter og ser om musene er gode til at finde vej.

 

Bevægelse: Forvent en dag med middel bevægelse.

Forberedelse

Inden I kommer på Naturskolen, bør I have snakket om mus og sunget ”Se den lille kattekilling”, ”Hundred mus med haler på” og andre sange om mus.

I kan også læse lidt om mus, f.eks. på skoven-i-skolen.dk.

En god dag på Naturskolen

Efterbehandling

Efter besøget vil det være oplagt at gå på opdagelse efter musespor på legepladsen eller i den nære natur.

Måske I har fået lyst til at have mus i børnehaven? Vi låner gerne vores mus ud i kortere eller længere perioder. Bare kontakt os.

Formål

Formålet med aktiviteten er, at børnene får kendskab til musene og deres levevis gennem sanseoplevelser og bevægelseslege. Det er især læreplanstemaerne Natur, udeliv og science og Krop, sanser og bevægelse, der kommer i spil.

Pædagogiske mål i forhold til den pædagogiske læreplan 

Natur udeliv og science - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed. 

Krop, sanser og bevægelse - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse. 

 

Sted
Naturskolen i Undallslund
Kapt. Undalls vej 1
8800 Viborg

Kun på Naturskolen i Undallslund.

Tilmelding

Send en ansøgning via nedenstående blanket. 
Herefter sender Naturskolen svar på ansøgning via email.

Tilmelding