Fugle er den mest taknemmelige dyregruppe at arbejde med, i hvert fald når vi kun tænker på de vildtlevende dyr. Næsten uanset hvor man opholder sig udenfor, vil man kunne se en fugl. Gennem ruderne i institutionen vil børn og pædagoger kunne iagttage fugle på nært hold. Fuglene er meget forskellige, både af udseende og i adfærd. Det er derfor også forholdsvis nemt at finde ud af, hvilken art det er, der hopper rundt derude på legepladsen. Med fuglene er der endnu et plus: de er oplagt som fordybelsesemne året rundt, blot vil fokus ligge forskelligt alt efter årstid.
En fugledag med Naturskolen begynder med at vi varmer op med en sang og en flyveleg. Herefter undersøger vi sammen fuglenes kendetegn: fjer, vinger, næb, æg osv. Resten af programmet kommer meget an på årstiden, og om I har arbejdet med emnet før. Er det vinter kan vi lave håndlavet fuglefoder og bygge fuglekasser. Om foråret lytter vi til fuglesang, kan børnene lære at høre forskel på en Solsort og en Sangdrossel? Om sommeren drager vi på ekspedition og leder efter efterladte reder og fjer. Er det efterår er det igen en god tid at bygge fuglekasser, men også til at se på trækfugle.
Alt sammen krydres med lege, fuglehistorier, fælles iagttagelser af de fjerede kræ derude og gode råd om, hvordan vi får flere fugle på legepladsen. Uanset årstid tager vi på en tur rundt i området og finder ud af hvilke fugle, der opholder sig der.
Bevægelse: Forvent en dag med et middel bevægelsesniveau.
Som forberedelse til aktiviteten forventes det, at I har snakket om fugle og set efter dem på legepladsen. I kan også synge ”Hør den lille stær”, ”Jeg ved en lærkerede”, ”Højt på en gren en krage”, eller andre gode sange om fugle.
I kan opsætte et foderbræt udenfor de vinduer, børnene spiser ved og arbejde videre med de fugle, der besøger foderbrættet. I kan evt. printe billeder ud af de arter, der kommer, og sætte dem op omkring vinduerne. På den måde vil børnenes kendskab til fuglene langsomt vokse i takt med, at I får lokket flere arter til. Det er også oplagt at samle fjer i august måned, hvor mange fugle fælder. Af fjerene kan i lave uroer eller fjerudstilling. I kan flyve med fjer mm. Et besøg på Naturskolen i Undallslund med emnet "Høns og æg" vil også være en fin efterbehandling.
At børnene får kendskab til fuglenes særlige kendetegn.
At øge børnenes opmærksomhed på fuglene (og naturen omkring dem).
At lære visse fugle at kende ved at lege og bruge kroppen.
At vise børn og pædagogisk personale, hvordan vi kan lokke fuglene tættere på.
Pædagogiske mål i forhold til den pædagogiske læreplan
Natur udeliv og science - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.
Naturskolen i Undallslund eller et godt sted i nærheden af jeres institution.
Send en ansøgning via nedenstående blanket.
Herefter sender Naturskolen svar på ansøgning via email.