Find en kunstner

28.11.2018

KLC Viborg har udviklet en digital Kunstnerbank, så det nu bliver lettere for lærere og pædagoger at samarbejde med professionelle kunstnere. Med Kunstnerbanken får lærere og pædagoger et hurtigt overblik over de kunstnere, der tilbyder forløb - og så følger der tilskud til honorar med i købet.

KLC Viborg er med den nye digital kunstnerbank med til at skabe de nødvendige rammer for, at flere børn har mulighed for møde en kunstner. For at gøre det nemt og overskueligt for skoler og daginstitutioner i Viborg Kommune, har KLC Viborg udviklet forløbsbeskrivelser, infomateriale til opstart af et samarbejde samt et eksempel på en kontrakt. Både Kulturskolen Viborg og Kulturprinsen har bidraget til kunstnerbanken med kulturskoleundervisere og omkring 20 professionelle lokale kunstnere, som har beskrevet og tilrettelagt kunstoplevelser eller længerevarende forløb for børn og unge i skole og dagtilbud.

Et samarbejde mellem den professionelle kunstner og skolen/daginstitutionen giver mulighed for spændende, inddragende forløb og æstetiske læreprocesser. I trygge rammer guider en kunstner i samarbejde med en lærer eller pædagog skoleklasser eller børnehavegrupper ind i et nyt univers af fortællinger, materialer og teknikker. Det giver børnene og ikke mindst deres lærer eller pædagog en æstetisk oplevelse, eller gennem længerevarende forløb muligheden for selv at eksperimentere med æstetiske og sanselige erfaringer.

Lærere og pædagoger kan fra januar 2018 gå på opdagelse i et fagligt bredt udvalg af lokale billedkunstnere, scenekunstnere, musikere, forfattere, dansere, fotografer, arkitekter, designere m.m.

Det er også muligt at få økonomisk støtte til samarbejdet gennem KLC VIborg. Læs om Honorar og forløbstyper.

Læs mere om Kunstnerbanken