Nyhed

De Magiske Musikkapper med Tante Musika

Beskrivelse

Det er med stor glæde, at Danmarks Underholdningsorkester blæserkvintet endnu engang får lov at invitere børnehaverne ind i den klassiske musiks magiske verden!

De Magiske Musikkapper er et tilbagevendende stemningsfuldt og lærerigt musikforløb med afsluttende bamsekoncert for de mellemstore og store børnehavebørn (4-6 år). Koncerten er bygget op som en musikalsk fortælling, hvor børnene skal hjælpe Tante Musika (Christine Skou) med at opklare mysteriet om den forsvundne melodi. Sammen tager de på en magisk musikrejse og musikere fra Danmarks Underholdningsorkester hjælper dem på vej med deres fortryllende musik. Børnene medbringer deres egne bamser som, med hver sin musikkappe på, får magiske kræfter, når musikken begynder at spille. Kappen har børnene klippet ud og pyntet sammen med pædagogerne inden koncerten. Børn og bamser får bl.a. brug for at synge, hoppe, danse, spille, flyve og kunne magiske trylleformularer for at finde frem til melodien. Der vil være sange, som de kender (f.eks. Se, min kjole og Lille Peter Edderkop) og nye sange, de lærer (Den Magiske Kappesang og Node-Regn) sammen med de voksne i børnehaven. Undervejs lytter de til musik skrevet af store, klassiske komponister. Til slut opklares mysteriet og børnene kan nu putte deres bamser, mens musikken spiller - inden koncerten slutter.

Al forberedende materiale leveres af Danmarks Underholdningsorkester.

Aktiviteter

1) En online introduktion for alle de medvirkende børnehuses pædagog(er) tirsdag d. 1/10 fra kl. 16.30-17.30 med Christine Skou.
Her fortælles det, hvordan den klassiske musik kan bruges i dagligdagen i børnehusene. Vi kommer ind på, hvilken effekt musikken har på børnene og deres udvikling, når de får den klassiske musik med sig, fra de er små. Herudover gennemgås sangene, børnene skal synge med på. 

2) Forberedelse i børnehusene i oktober og november. 

3) Besøg af en musiker i børnehuset den 11. november.
Som en del af forberedelsen får de medvirkende børnehuse besøg af en af musikerne, der fortæller om sit instrument og spiller for dem. Besøget varer ca. 15 minutter. 

4) Koncert: De Magiske Musikkapper - en musikalsk fortælling som bamsekoncert den 12. november kl. 09.30, kl. 10.45 eller kl. 12.00 for de medvirkende børn og voksne i Musiksalen i Viborg. 

Forberedelse

For at børnene bliver fortrolige med det, de skal møde til koncerten og kan synge med på sangene, får pædagogerne udleveret adgang til små børne-musikvideoer, der enten kan ses med børnene eller bare lyttes til. Det tilhørende undervisningsmateriale downloades sammen med skabelonen til den Magiske Musikkappe, som derefter udklippes i karton eller stof og pyntes. Det anbefales, at der arbejdes med materialet sammen med børnene ca. 3 uger før selve koncerten.

Efterbehandling

Koncert med musikerne fra Danmarks Underholdningsorkester og Tante Musika.

Børnene beholder selvfølgelig bamsernes musikkapper bagefter. Derudover får børnene udleveret deres egen lille folder med illustrationer fra musikfortællingen og en QR-kode med link til musikken.

Den klassiske musik inddrages på forskellige måder i dagligdagen i institutionerne og derhjemme.

Formål

At lytte til klassisk musik styrker børns fantasi og evnen til at koncentrere sig og mærke egne følelser. De kan danse til musikken, synge med på den, slappe af mens de lytter og få stimuleret deres forestillingsevne. Derfor er det ekstra godt, at de kommer i kontakt med musikken fra de er helt små. I Musikkapperne bliver børnene og deres bamser en del af musikfortællingen. De får kendskab til musik, de ellers ikke ville møde og de oplever instrumenterne helt tæt på. Efterfølgende har de lært nye sange, de kan synge i børnehaven og derhjemme.

Eksempler fra læreplanstemaerne

Kultur, æstetik og fællesskab - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier. Det pædagogiske læringsmiljø skal desuden understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.

Krop, sanser og bevægelse - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.

Sted
Viborg Musiksal
Gravene 25
8800 Viborg
Tilmelding

Tilmelding finder sted efter først-til-mølle-princippet og sker via Pretix-formularen længere nede på siden. 

Tilmeldingsfrist
23.09.2024
Tilmelding