Book online

GS24 Bliv en del af klimaløsningerne

Beskrivelse

Klimakrisen omfatter hele verden, og vi kan alle bidrage til at løse den.

Klimaudfordringerne kan virke fjerne og svære at gøre noget ved. Men alle kan bidrage, og der er allerede mange, der arbejder for at løse udfordringerne.

I dette læringsforløbet kommer eleverne til at arbejde med, hvordan de globale klimaudfordringer også bliver løst i deres lokalområde, og hvad de selv kan gøre.

Benyt de 5 sigtepunkter og tegn til inspiration til at strukturere lokale initiativer Grønne Sammen Sigtepunkter 2024 (klcviborg.dk)

Den Grønne Tænketank CONCITOs Klimaambassade besøger skolen og giver dem erfaringer med selv at handle, og kendskab til hvordan andre i deres lokalområde er en del af løsningen.

Forløbet kan rumme 1-3 klasser på samme skole.

Forløbet forholder sig til et eller flere af temaerne energi, transport, forbrug, fødevarer, affald, klimatilpasning, erhvervsliv og menneskets samspil med naturen som en del af Grønne Sammens tematikker og Viborg Kommunes klimaplan.

Aktiviteter

Igennem forløbet skal eleverne arbejde med deres egne handlinger og vaner, men også undersøge de lokale klimahandlinger, som sker i deres lokalområde.

Ved at undersøge deres og andres handlemuligheder gennem praktiske, hands-on øvelser på skolen, bliver eleverne klogere på forskellige typer af klimahandling, og lærer at forholde sig nuanceret og kritisk til, hvilke typer klimahandling der gør den største forskel.

Forløbet tager desuden udgangspunkt i temaerne i Viborg Kommunes Klimaplan og forskellige former for klimaløsninger og aktører i elevernes lokalområde såsom projekter, virksomheder, organisationer o. lign., men også de handlemuligheder som kan laves af eleverne og skolen.

Forberedelse

Inden selve besøget får klassen tilsendt et forberedende materiale, der skal gøre eleverne klogere på nogle udvalgte klimaudfordringer- og løsninger.

Forberedelse (1 lektion i klassen inden besøget)

Eleverne får tilsendt en videohilsen samt materialer fra CONCITO, som de skal bruge til at blive klogere på udvalgte klimaudfordringer (fx fødevarer, forbrug eller transport), og hvordan forskellige aktører, inklusive dem selv, kan være en del af at arbejde for et lavere klimaaftryk dem.

Eleverne researcher og svarer på nogle tilsendte spørgsmål sammen i klassen og vælger til sidst et tema, som de gerne vil arbejde med til den efterfølgende workshop på skolen. Derudover skal de svare på et spørgeskema om deres eget forbrug og vaner, som skal bruges til workshoppen på skolen under Grønne Sammen ugerne.

Efter forberedelseslektionen sender klassen de temaer, som de vil arbejde med til Klimaambassaden + svar på forberedelses-spørgsmål og spørgeskemaer.
 

Forløb på skolen (3½ time på skolen)

Under forløbet på skolen samles der op på deres egen forberedelse. Der er fokus på, hvad de selv kan gøre for at bidrage til en lavere klimapåvirkning, og hvilke klimaløsninger, der allerede er i lokalområdet.

Eleverne vil i grupper arbejde med:

  1. Hvordan de selv kan handle på en klimaudfordring - hvad de selv kan gøre. Eleverne skal arbejde med nogle specifikke handlinger, som har en positiv klimaeffekt. Der vil blive arbejdet i praksis i mindre grupper med temaer, som eleverne undersøger og arbejder videre med. Der vil også blive arbejdet med elevernes besvarelser fra spørgeskemaet.
  2. Eleverne får gennem bl.a. dilemmaøvelser og rollespil kendskab til udvalgte lokale aktører og deres arbejde. Eleverne skal lære om hvilke muligheder og udfordringer aktørerne har mht. at bidrage til en lavere CO2-udledning.

Brug 20 råd til en grønnere hverdag fra Viborg Kommunes klimaplan som afsæt til samtale om og/eller arbejde med de temaer, der er relevante for forløbet.

Efterbehandling

Efter forløbet får klassen tilsendt en grafisk opsætning af svarene på deres egne spørgsmål og deres muligheder for at handle. Denne kan skolen bruge som inspiration til at igangsætte nye tiltag, der kan gøre skolen mere klimavenlig.

For at skabe bedst mulig sammenhæng mellem dette forløb og elevernes læring i klasselokalet, er det en god idé at koble forløbet til et emne, I arbejder med før og efter.

Find inspiration under ’undervisningsmateriale’, hvor der bl.a. er linket til relevante forløb på forskellige portaler.

Formål

Formålet med dette forløb er, at eleverne får en forståelse for:

  • hvad de selv kan gøre for at bidrage positivt til et klima i forandring.
  • hvordan andre fra deres lokalområde er med til at bidrage til en lavere CO2udledning, og hvilke kompetencer de sætter i spil i deres arbejde for grøn omstilling.
     

Eksempler fra Fælles Mål

Samfundsfag 
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'økonomi', hvor eleven kan tage stilling til økonomiske problemstillinger og handle i forhold til egen økonomi og samfundsøkonomien. Med særligt fokus på 'økonomisk vækst og bæredygtighed'.

Geografi
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'perspektivering', hvor eleven kan perspektivere geografi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse. Med særligt fokus på 'jordkloden og dens klima'.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'undersøgelse', hvor eleven kan designe, gennemføre og evaluere undersøgelser i geografi. Med særligt fokus på 'globalisering'.

Fysik/kemi
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'perspektivering', hvor eleven kan perspektivere fysik/ kemi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse. Med særligt fokus på 'stof og kredsløb'.

Sted

På jeres skole

Undervisningsmateriale

PRIMÆRT materiale, videoer og spørgsmål vil blive sendt til de tilmeldte klasser forud for forløbet.

Tilmelding

Kontakt formidler, Jesper Bro, hvis der er spørgsmål vedrørende forløbet.
Book forløbet nederst på siden i tilmeldingsmodulet.

Én billet svarer til ét forløb. Ét forløb kan rumme 1-3 klasser på samme skole.

Tilmeldingsfrist
19.06.2024
Tilmelding