Book online

GS24 Lortedag - Microforsker i børnehøjde

Beskrivelse

Det bliver en vaskeægte "lortedag"
- en dag hvor vi leger og undersøger og sammen bliver klogere på det, der kommer ud af bagenden på dyrene, på nedbrydningsprocesser og får en begyndende forståelse for naturens kredsløb.

Naturvejlederen kommer ud til jeres naturplet i nærheden af jeres skole, og sammen går I på opdagelse.
Vi arbejder med den undersøgende tilgang, hvor elever og lærere forsker sammen og i fællesskab finder ud af, hvordan verden hænger sammen.

Dette forløb giver plads til 2 klasser på samme skole: Den første klasse begynder formidlingen kl. 8.30 og den anden klasse kl 11.00

Forløbet forholder sig til temaerne affald og menneskets samspil med naturen som en del af Grønne Sammens tematikker og Viborg Kommunes klimaplan.

Aktiviteter

Forløbet varer ca. 1½ time og vil være en blanding af lege, aktiviteter og undersøgelser – fis og ballade på en lærerig måde, og forhåbentlig bliver det en rigtig god ”lortedag”.

Vi skal være ude, aktive og nysgerrige, så sørg for passende beklædning.

De voksnes rolle: Hjælp med at få alle med til aktiviteterne. Deltag i aktiviteten som voksen og rod i lort sammen med børnene.

Kom i god tid og bliv gerne efter forløbet er færdigt. Medbring gerne madpakker, som I spiser før/efter forløbet. Bliv og lav aktiviteter på egen hånd. 

Forberedelse

Vigtig og nødvendig forberedelse: 
I skal selv finde et godt sted, hvor vi kan mødes, gerne med et lille, flat stykke, der kan leges på.

Praktisk forberedelse:
Vi skal være ude, men også i bevægelse. Klæd jer på, så I kan holde varmen, men med mulighed for at tage et lag af, hvis I får det varmt.

Faglig forberedelse:
Det ville være fint at have arbejdet med emner som nedbrydning og naturens kredsløb.
Inden aktiviteten kan I undersøge en kompost og snakke om, hvad der kan komme i den, og hvor det kommer hen bagefter.

Aktiviteten indeholder forskellige dyrelorte. Vær åbne og nysgerrige sammen med børnene, selvom det måske lugter eller ser ulækkert ud.

I vil blive kontaktet inden uge 36 med yderligere oplysninger.
 

Brug gerne 20 råd til en grønnere hverdag fra Viborg Kommunes klimaplan som afsæt til samtale om og/eller arbejde med de temaer, der er relevante for forløbet.

Efterbehandling

Snak om aktiviteterne, dyrelortene og sanseindtryk fra dagen.

Arbejde videre med mikroforskning – jo flere gange I arbejder med den nysgerrige og undersøgende tilgang, jo nemmere og sjovere bliver det.

Start jeres egen kompost, hvis I ikke allerede havde en.

Leg legene igen eller lav lignende aktiviteter fra dagen derhjemme.
 

For at skabe bedst mulig sammenhæng mellem dette forløb og elevernes læring i klasselokalet, er det en god idé at koble forløbet til et emne, I arbejder med før og efter.

Find inspiration til forskellige vinkler på temaerne affald og menneskets samspil med naturen under ’undervisningsmateriale’, hvor der bl.a. er linket til relevante forløb på forskellige portaler.

Formål

Formålet med forløbet er, at eleverne:

  • bliver klogere på det liv vi omgiver os med
  • får indblik i nedbrydningsprocesser i naturen
  • ved, at lort ikke bare er ulækkert, men er en vigtig del af livet i naturen
  • og deres lærere får indblik i mikroforskermetoden og prøver at arbejde undersøgelsesbaseret
     

Eksempler fra Fælles Mål

Natur/teknologi

- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'undersøgelse', hvor eleven kan udføre enkle undersøgelser på baggrund af egne og andres spørgsmål. Med særligt fokus på 'organismer'.

- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'perspektivering', hvor eleven kan genkende natur og teknologi i sin hverdag. Med særligt fokus på 'organismer'.

Sted

Hos jer, i jeres egen nære natur.
I skal selv finde det sted vi skal være og fortælle naturvejlederen adressen, når I bliver kontaktet.

Undervisningsmateriale
Tilmelding

Kontakt naturvejleder Vibe Winckles, hvis der er spørgsmål vedrørende forløbet.
Book forløbet nederst på siden i tilmeldingsmodulet.

HUSK: Én booking svarer til 2 klasser på samme skole. Den første klasse begynder formidlingen kl. 8.30 og den anden klasse kl 11.00.

Tilmeldingsfrist
19.06.2024
Tilmelding