Nyhed

Animeret historiefortælling i dansk

Special World

Beskrivelse

Animér jeres egen historie eller en tekst, I arbejder med.

I dette forløb arbejdes der med stopmotion og historiefortælling med den animations-teknik, der hedder cut out, eller flyttefilm, som vi også kalder det på dansk. 

Eleverne skal lave en kort film, der rummer en start, en midte og en slutning (her kan læreren have forberedt en historie med eleverne inden, men det er ikke et krav.).

Formidlerne fra Animated Learning Lab kommer med fifs til sjove stopmotion-figurer, der er nemme at klippe ud og inspiration til baggrunde.  
Derefter skal eleverne lave en film i grupper á 2-4 børn.

Forløbet er målrettet indskoling og mellemtrin, men kan også tilrettelægges til udskolingen. Her går vi mere i dybden med filmiske virkemidler og dramaturgi.

Aktiviteter

Vi taler om animations-teknikken cut-out/flyttefilm, og ser en kortfilm, der er lavet med denne teknik for at give eleverne et billede af, hvad de selv skal i gang med.

Med udgangspunkt i kortfilmen introducerer vi eleverne til stopmotion, og her skal de lave to film:

  1. En kort animations-øvelse, hvor de lærer principperne og begrænsningerne i en stopmotion produktion.
  2. En længere cut-out film; dette er hovedopgaven (hvis læreren gerne vil koble animationen på en tekst de arbejder med, er det her) 
    Eleverne laver figurer og baggrunde, skyder filmen og lægger lyd på.
    Til sidst holder vi filmpremiere i klassen, og ser alle filmene. Her er popcorn og saftevand meget velkommen!
Forberedelse

Elevere må meget gerne kende til begreberne start - midte - slut i historiefortælling.

Forberedelse afhænger lidt af, hvor meget eleverne og læreren kender til stopmotion; har de arbejdet med det før, eller er det nyt for dem? Og hvor meget tid har klassen til at arbejde med forberedelse.
Ønsker I at vi fra Animated Learning Lab kommer med et helt færdigskruet program for dagen, kan det også lade sig gøre, og som lærer kan det endda være sjovt at indtage en anden pædagogisk position i dette forløb.

Vi anbefaler at vi som minimum har et kort møde med læreren, telefonisk eller fysisk, hvor vi taler om, hvad dagens program skal indeholde.

Det anbefales desuden at læreren har set Nana Torps tutorial; HOW TO: Lav en tegnet STOPMOTION film. Varighed: 8 minutter. Linket kan findes under 'undervisningsmaterialer', hvor der også er inspiration til forløb med faglig kobling til dette.

Efterbehandling

Efter forløbet lægges de færdige film op på klassens skoletube-kanal eller andre online steder med det samme, så eleverne kan vise filmene til deres forældre samme aften.
Eleverne er som regel altid meget stolte af deres film, ikke mindst fordi et animationsforløb har krævet meget af dem i løbet af dagen. Denne stolthed og begejstring forstærkes af, at de har mulighed for at vise og fortælle om det samme aften derhjemme.

Se også gerne filmene sammen igen i klassen, og tal om, hvad der var sjovt at lave, og hvad er var udfordrende.

For at holde den nyerhvervede værktøjskasse ved lige, er det vigtigt at I som klasse laver stopmotion indimellem. Lav gerne nogle korte fjolle-stopmotion film – det er vigtigt, at det også er sjovt at lave stopmotion! F.eks. kan I lave en kort film op til frokost-pausen, hvor en rugbrødsmad bliver spist af sig selv, eller I kan gøre som i filmen ”Haps!”, hvor en mandarin bliver skrællet uden hænder. Se link under 'undervisningsmateriale'. Prøv også gerne at lave stopmotion film med LEGO eller modellervoks. Eleverne vil elske det!

Formål

Formålet med forløbet er at introducere eleverne til håndværket animation og (film)fortælling. Her vil de få forståelse for kreativiteten og kompleksiteten i en filmproduktion, og de vil med egne hænder og hoveder gennemgå processen i filmskabelse fra start til slut. 
 

Eksempler fra Fælles Mål:

Dansk, efter 2. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fremstilling', hvor eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i nære og velkendte situationer.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fortolkning', hvor eleven kan forholde sig til velkendte temaer gennem samtale om litteratur og andre æstetiske tekster.

Dansk, efter 4. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fremstilling', hvor eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fortolkning', hvor eleven kan forholde sig til velkendte temaer i eget og andres liv gennem undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.

Dansk, efter 6. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fremstilling', hvor eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fortolkning', hvor eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster

Dansk, efter 9. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fremstilling', hvor eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fortolkning', hvor eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster.

Sted
Animated Learning Lab, The Animation Workshop
Kasernevej 5
8800 Viborg
Undervisningsmateriale

PRIMÆRT materiale (for læreren)
Se denne tutorial af Nana Torp, hvor hun viser, hvordan man laver en cut out film fra start til slut.

PRIMÆRT materiale
Hvis man ikke har arbejdet med stopmotion før, ses denne korte tutorial. Her får du en gennemgang af appen, og hvordan man kommer i gang. 

SEKUNDÆRT materiale
Inspiration til kort animations-øvelse med en mandarin

SEKUNDÆRT materiale
Dette er en kort inspirationsvideo til materialer.

SEKUNDÆRT materiale
En god grundbog i at arbejde med animation i skolen: Animation - af Hanne Pedersen og Dorit Bak

Tilmelding

For at tilmelde klassen, skal du sende en mail til Anne-Marie på nedenstående mailadresse.
Du er også velkommen til at ringe, hvis du har flere spørgsmål til forløbet.

Tlf.nr. 22180451