Gratis

Romanjagt 7.-10. kl

Beskrivelse

For en stor del af de ældste elever i skolen er der mange udfordringer forbundet til læsningen af litteratur - både i skolen og i fritiden:
Nogle har vanskeligt ved at fordybe sig eller mangler den rette motivation til at gå i gang med at læse.
Andre har svært ved at blive inspirerede og finde den rette bog, mens andre igen har svært ved bare at komme i gang og nemt bliver distraheret af forstyrrelser når de læser.
Alt dette gør, at mange unge næsten har droppet fritidslæsningen og har svært ved at leve op til kravene til læsning i skolen.

Dette vil vi på biblioteket gerne gøre en indsats for at ændre på! Derfor har du mulighed for at tilmelde din klasse som én af bibliotekets udvalgte romanjægere og komme med på jagt efter den gode læseoplevelse.

Undervejs i romanjagten tages eleverne i hånden gennem hele læseprocessen: Fra at blive inspireret og finde den helt rette bog til at finde et godt læsested og fordybe sig i læsningen - indtil de til sidst kan tilføje endnu en bog til deres romanjagt-trofæskab. 
Eleverne reflekterer, over hvad en god læseoplevelse er for netop dem – og får lov til at undersøge, hvordan de kan komme derhen. 

Forløbet strækker sig over tre-fire uger og består af fire moduler. I to af disse moduler undervises klassen af en biblioteksformidler på biblioteket, mens læreren får tilsendt materialer til de to resterende gange, som foregår på skolen.

Romanjagt-konceptet er inspireret af læse- og litteraturforsker Kristiane Hauers udarbejdede forløb af samme navn. Det kan du læse mere om på bl.a. Læsesporet.dk.

Aktiviteter

Romanjagten består af følgende fire moduler:

  1. ROMANJAGTEN GÅR IND - Indkredsning af jagtbyttet
    (på biblioteket, m. biblioteksformidler)
    - Læsecoaching og udfyldning af læselandskab
    - Finde og låne bøger på biblioteket
     
  2. DEN GODE PLET I (LÆSESKOVEN) - det helt rette læsested
    (på skolen, u. biblioteksformidler)
    - Præsentation af udvalgte bøger for hinanden
    - Udforskning af gode læsesteder på skolen
     
  3. KEND DIG SELV SOM LÆSER - den svære læsekunst
    (på skolen, u. biblioteksformidler)
    - Minicases med læseudfordringer
    - Afprøvning af forskellige måder at læse på
     
  4. ROMANJAGTEN BLÆSES AF - tid til jagttrofæer
    (på skolen eller biblioteket, m. biblioteksformidler)
    - Udarbejdelse af romanjagttrofæer
    - Afsluttende refleksionsopgaver og aflevering af bøger
Forberedelse

Inden romanjagtens begyndelse modtager den tilmeldte lærer følgende fra kontaktpersonen på biblioteket:
- Kort forældrebrev om forløbet og oprettelse af lånerkort
- Materialer til de to moduler, hvor læreren selv skal varetage undervisningen

Inden forløbets start skaber læreren et overblik over, hvor mange elever, der ikke er oprettede som lånere. Elever som endnu ikke er oprettede på Viborg Bibliotekerne skal oprettes. Det gør de sammen med en forældre forud for undervisningen. Forældrene kan oprette deres barn med deres MitID ved at følge denne vejledning: Bliv låner Viborg Bibliotekerne

Efterbehandling

Forløbet afsluttes med tilbage på skolen med elevproduktion af en videoanbefaling af deres udvalgte bog.
Disse videoanbefalinger lægges ind i en Padlet, som klassen efterfølgende får adgang til og kan se i undervisningen som opsamling på forløbet.

Mange af forløbets andre elementer og opgaver kan ligeledes bruges ved senere lejligheder i den daglige undervisning.
Det kunne f.eks. være ifm. værklæsning, læsebånd, elev-til-elev-anbefalinger eller indretning af gode læsesteder i klassen.

Forløbet kan stå for sig selv eller koblet til et undervisningsforløb. Find inspiration under ’undervisningsmateriale’, hvor der bl.a. er linket til relevante forløb på Gyldendals portaler.

Formål

Det overordnede formål for romanjagten er, at alle elever ved forløbets afslutning har fået en god læseoplevelse med en udvalgt bog.

Andre formål er at:
- styrke elevernes læselyst
- styrke elevernes litterære læsekompetence
- styrke elevernes faglige fordybelse og dybdelæring
- give eleverne litterær inspiration og viden om bibliotekets materialer og tilbud

Eksempler fra Fælles Mål:

Dansk - Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'læsning', hvor eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i deres kontekst. Med særligt fokus på 'finde tekst'.

Sted
Viborg Bibliotekerne
Vesterbrogade 15
8800 Viborg

Forløbet afholdes dels på skolen, dels på biblioteket (enten Hovedbiblioteket i VIborg eller eventuelt på dit nærmeste lokalbibliotek).

Der er cykelafstand for byskoler, og gåafstand fra Jernbanegade og Banegårdspladsen, hvor mange busser og toget standser.

Find bustransport på Rejsekortets prisberegner, bed jeres skolesekretær oprette Erhvervsrejsekort og booke plads hos Midttrafik (på 87 40 82 40), hvis I over 20 rejsende.

Tilmelding

Tilmelding skal ske senest 3 uger før ønsket starttidspunkt.

Ved tilmelding oplyses mail og telefonnummer på alle deltagende lærere, navn på skole/institution samt antal elever.

Tilmelding
Tlf.nr. 87873472