Romanjagt 6. kl.
Beskrivelse
For en stor del af de ældste elever i skolen er der mange udfordringer forbundet med læsningen af litteratur - både i skolen og i fritiden:
Nogle har vanskeligt ved at fordybe sig eller mangler den rette motivation til at gå i gang med at læse.
Andre har svært ved at blive inspirerede og finde den rette bog, mens andre igen har svært ved bare at komme i gang og nemt bliver distraheret af forstyrrelser, når de læser.
Det gør, at mange unge næsten har droppet fritidslæsningen og har svært ved at leve op til kravene til læsning i skolen.
På biblioteket vil vi gerne gøre en indsats for at ændre på dette! Du har nu mulighed for at tilmelde din 6. klasse som én af bibliotekets udvalgte romanjægere og komme med på jagt efter den gode læseoplevelse.
Undervejs i romanjagten tages eleverne i hånden gennem hele læseprocessen:
Fra at blive inspireret og finde den helt rette bog til at finde et godt læsested og fordybe sig i læsningen - indtil de til sidst kan tilføje endnu en bog til deres romanjagt-trofæskab.
Eleverne reflekterer over, hvad en god læseoplevelse er for netop dem – og får lov til at undersøge, hvordan de kan komme derhen.
Forløbet strækker sig over ca. fire uger og består af fire moduler. I to af disse moduler undervises klassen af en biblioteksformidler på biblioteket, mens læreren får tilsendt materialer til de to resterende gange, som foregår på skolen.
Romanjagt-konceptet er inspireret af læse- og litteraturforsker Kristiane Hauers udarbejdede forløb af samme navn. Det kan du læse mere om på bl.a. Læsesporet.dk.
Aktiviteter
Romanjagten består af følgende fire moduler:
- ROMANJAGTEN GÅR IND - Indkredsning af jagtbyttet
(på biblioteket, m. biblioteksformidler)
- Læsecoaching og udfyldning af læselandskab
- Finde og låne bøger på biblioteket
- DEN GODE PLET I (LÆSESKOVEN) - det helt rette læsested
(på skolen, u. biblioteksformidler)
- Præsentation af udvalgte bøger for hinanden
- Udforskning af gode læsesteder på skolen
- KEND DIG SELV SOM LÆSER - den svære læsekunst
(på skolen, u. biblioteksformidler)
- Minicases med læseudfordringer
- Afprøvning af forskellige måder at læse på
- ROMANJAGTEN BLÆSES AF - tid til jagttrofæer
(på skolen eller biblioteket, m. biblioteksformidler)
- Udarbejdelse af romanjagttrofæer
- Afsluttende refleksionsopgaver og aflevering af bøger
Forberedelse
Inden romanjagtens begyndelse modtager den tilmeldte lærer følgende fra kontaktpersonen på biblioteket:
- Kort forældrebrev om forløbet
- Materialer til de to moduler, hvor læreren selv skal varetage undervisningen
Inden forløbets start skaber læreren et overblik over, hvor mange elever, der er oprettede som lånere. Elever som endnu ikke er oprettede på Viborg Bibliotekerne skal oprettes. Det gør de sammen med en forældre forud for undervisningen. Forældrene kan oprette deres barn med deres MitID ved at følge denne vejledning: Bliv låner | Viborg Bibliotekerne.
Efterbehandling
Forløbet afsluttes med, at eleverne laver en videoanbefaling af deres udvalgte bog.
Disse videoanbefalinger lægges ind i en Padlet, som klassen efterfølgende får adgang til og kan se i undervisningen som opsamling på forløbet.
Mange af forløbets andre elementer og opgaver kan ligeledes bruges ved senere lejligheder i den daglige undervisning.
Det kunne f.eks. være ifm. værklæsning, læsebånd, elev-til-elev-anbefalinger eller indretning af gode læsesteder i klassen.
Forløbet kan stå for sig selv eller kobles til et undervisningsforløb. Find inspiration længere nede på siden, hvor der er linket til relevante forløb på forskellige portaler.
Formål
Det overordnede formål for romanjagten er, at alle elever ved forløbets afslutning har fået en god læseoplevelse med en udvalgt bog.
Andre formål er at:
- styrke elevernes læselyst
- styrke elevernes litterære læsekompetence
- styrke elevernes faglige fordybelse og dybdelæring
- give eleverne litterær inspiration og viden om bibliotekets materialer og tilbud
Eksempler fra Fælles Mål:
Dansk - Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'fortolkning', hvor eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster. Med særligt fokus på 'oplevelse og indlevelse'.
Praktisk information
Se flere detaljer
Forløbet afholdes dels på skolen og dels på Hovedbiblioteket i Viborg.
Der er cykelafstand for byskoler, og gåafstand fra Jernbanegade og Banegårdspladsen, hvor mange busser og toget standser.
Find bustransport på Rejsekortets prisberegner, bed jeres skolesekretær oprette Erhvervsrejsekort og booke plads hos Midttrafik (på 87 40 82 40), hvis I over 20 rejsende.
Se flere detaljer
Max én klasse
Forløbene afholdes i perioden fra januar til maj.
Se flere detaljer
4 moduler fordelt på ca. 4 uger.
90 - 120 min. pr. modul.
Forløb på Gyldendals danskportal: Læs litteratur med forståelse
SEKUNDÆRT materiale
Forløb på Gyldendals danskportal: Anmeldelse
SEKUNDÆRT materiale
Forløb på Gyldendals danskportal: Læsetræning 1
SEKUNDÆRT materiale
Tilmelding
Tilmelding senest tre uger før ønsket dato - angiv helst flere tidspunkter/datoer.
Ved tilmelding oplyses:
- navn, mail og telefonnummer på alle deltagende lærere
- navn på skole/institution
- antal elever