Gratis

Cykelleg og trafiksikker

Beskrivelse

Frivillige fra Cyklistforbundet i Viborg kommer og hjælper med sjov cykeltræning for alle børn. Andelen af børn, som cykler er desværre faldende inden for de sidste 30 år. Hvis man cykler fra en tidlig alder, bliver cyklen et naturligt transportmiddel i voksenlivet. De frivillige i Cyklistforbundet vil gerne bidrage til, at vi i Danmark fortsat har en stolt cykelkultur. Men det er også vigtigt at blive en SIKKER CYKLIST. Her er cykelleg vigtig til at træne barnet til at holde balancen, til at holde fødderne på pedalen og i det hele taget være opmærksom på sine omgivelser, før barnet bliver sluppet ud i traffikken.

Det er en forudsætning, at eleverne kan cykle for at deltage i cykellegene. Hvis I har børn, som ikke kan cykle, så henvis gerne barnet/forældrene til cykelkurset Cykling for Alle. Cykelkurset henvender sig til børn, unge og voksne, der ikke kan cykle. Der starter kursus op hvert forår og efterår. For mere information kontakt Chandra Anna Larsen cl1 [at] viborg [dot] dk.

Aktiviteter

Frivillige fra Cyklistforbundet hjælper med lege beskrevet i 20 cykellege - mere sjov cykeltræning for alle børn, hvor børnene fx fanger sæbebobler, laver ringridning, kører på forhindringsbane, lærer at holde balancen ved pludselige opbremsninger. Legene kan videreudvikles, så de bliver sværere, når børnene bliver mere sikre cyklister.

Eleverne modtager efter forløbet et diplom og et postkort, som de kan give til én, de gerne vil cykle med.

Der arbejdes med nedenstående kompetencer for, at barnet bliver mere sikker på cykel:

  • At køre med en hånd
  • At bremse
  • At manøvrere
  • At stå af og på cyklen
  • At tage hensyn til hinanden
  • At orientere sig forud, bagud og til siden
  • At grundlægge en god bevægelseskultur
  • At opnå selvstændighed
  • At opnå trafiksikkerhed
  • At få en bedre motorik

Cyklistforbundet medbringer materialerne til cykellegene. Materialerne er købt med støtte fra GF Fonden.

Forberedelse

Læreren skal selv finde et arial med fast underlag på minimum 25x25 kvm. (Håndboldbane). De frivillige fra Cyklistforbundet stiller materialerne op og medbringer rekvisitter til legen. Læreren skal give forældrene besked om, at børnene skal have cykel og cykelhjelm med til dagen, hvor der er cykelleg.

Læreren tjekker sammen med klassen om cykelhjelmen passer og sidder rigtigt. Se materiale, som kan sendes ud til forældrene inden dagen. 

Cykelleg egner sig ikke til løbehjul og eleven skal derfor finde en lånecykel.

Efterbehandling

Tal med eleverne om deres legeoplevelser, så de bliver bevidste om de færdigheder, de har opnået i cykellegene.

Brug tid på at tegne og skrive på postkortene, som børnene har fået af Cyklistforbundet. Det er vigtigt, at forældrene følger op på de færdigheder, som børnene opnår i cykellegene og selv cykler med deres børn, derfor er postkortet en reminder om, at det er vigtigt, at forældre og børn cykler sammen.

Formål

Formålet er, at eleverne gennem cykellegene bliver motiveret og oplever glæden ved aktiv transport. Eleven lærer at blive en sikker cyklist, som både kan holde balancen på cyklen, orientere sig i sine omgivelser og deltage i fælles lege.

Eksempler fra Fælles Mål

Færdselslære Eleven kan sikre sig i trafikken. Eleven kan manøvrere sin cykel i lukket område ifølge grundlæggende færdselsregler.

Idræt Eleven kan fastholde balance i enkle øvelser.

Sted

På skolen

Undervisningsmateriale
Inspirationsmateriale

20 cykellege - mere sjov cykeltræning for alle børn
Førtst cykelsikker - så trafiksikker
Cyklistforbundet

Materiale til daginstitutioner fra Børneulykkesfonden. “Hej skal vi cykle?” er rettet mod de ældste børn i børnehaven. Kampagnepakkens indhold danner grundlag for alsidige øvelser og cykellege og inspirerer til mange timers sjov og bevægelse samt motorikredskaber. Alle lege og øvelser er udviklet af pædagogiske og ergoterapeutiske fagpersoner. For 240 kr. inkl. fragt får jeres institution tilsendt en kampagnepakke.

Cykelglade børn. Gode råd til sjov og lærerig cykeltræning for hele familien.

Tilmelding

Kontakt Cyklistforbundet Viborg afdelingen for at aftale nærmere:

Lis Lyng
 

Tlf.nr. 51 61 95 33