Kimbrerne kommer til Hvolris for at overtale beboerne, storbønder og bønder til at drage med dem på deres rejse sydpå. Beslutningen afgøres efter en dyst mellem de tre hold: storbønder, bønder og Kimbrere. De dyster i fire opgaver: Bagning af fladbrød med kærning af smør, smedning, buemageri og bueskydning samt afholdelse af en ceremoni. Vinderholdet afgør, om man skal blive eller rejse. Rollespillet tilbydes, når flere klasser deltager i forløb på Hvolris.
Eleverne arbejder i tre hold, som de er inddelt i inden ankomsten til Hvolris. De iklædes jernaldertøj:
Vores høvding starter med at fortælle historien om Kimbrerne, som gerne vil rejse til et behageligt liv sydpå, hvor man kan høste to gange om året. Derefter sættes holdene i gang med opgaverne. Eleverne skal selv finde ud af, hvem i gruppen, der gør hvad.
Holdene kaldes sammen ved kultcirklen ca. ½ time før slutningen, hvor tingene bedømmes, pileskydningen afgøres og ceremonierne udføres.
Vinderholdet får æren af at afgøre, om Hvolrisbeboerne skal rejse med Kimbrerne eller bliver boende. Derefter fortæller høvdingen, hvordan det siden gik Kimbrerne.
Der ryddes op.
Kimbrerne formodes at stamme fra Himmerland. De brød op og rejste ned gennem Europa, hvor de efterhånden fik følgeskab af mange andre stammer. På deres vej blev de kendt som frygtløse krigere, som flere gange overvandt bl.a. de romerske legionærer. Deres skæbne blev beseglet, da de delte deres store styrke i to. Derefter blev de overvundet af romerne ad to omgange. Det fortælles, at de overlevende kimbriske kvinder først dræbte deres børn og derefter sig selv for ikke at falde i slaveri.
For generel viden om jernalderen se litteraturlisten under materialer.
Praktisk forberedelse
Børnene deles op i de tre grupper, som de skal arbejde i. Dette skal være gjort inden ankomsten til Hvolris.
Eleverne lærer om jernalderen, datidens samfundsorganisation og livsvilkår. Specifikt lærer de om Kimbrerne og deres rejse fra Himmerland. De stifter bekendtskab med oldtidens håndværk. Elevernes dramtiske evner og fantasi udfordres. Ikke mindst får de indblik i samarbejdets svære kunst.
Eksempler fra Fælles Mål
Historie - Der arbejdes med emner under kompetenceområdet Kronologi og sammenhæng, hvor eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv.