Jernalderlivet vender tilbage - rollespil
Beskrivelse
Dagen, som med fordel kan arrangeres som lejrskole, sætter store krav til elevernes samarbejdsevner. Det træner dem i at finde løsninger på problemer og udfordrer deres opfindsomhed. Lærere og vejleder fra Hvolris instruerer dem så lidt som muligt, men sørger for at holde dem indenfor jernalderens muligheder og univers.
Der skiftes som hovedregel ikke mellem opgaverne under forløbet. Alle bliver i samme rolle hele vejen igennem. Dette sikrer, at eleverne kan fordybe sig i deres respektive opgaver.
Ved længere forløb kan rollerne eventuelt byttes undervejs.
Aktiviteter
Eleverne iklædes jernaldertøj ved ankomsten og kommer derefter som hjemløse jernalderfolk til en forladt landsby. Smeden og en beboer er de eneste tilbage af de oprindelige beboere. Alle andre er slået ihjel eller bortført som trælle af en fjendtlig stamme.
De nyankomne skal befolke landsbyen og få den til at live op igen. Det kræver, at mange roller besættes og mange spørgsmål besvares. Der er brug for alle hænder.
Eleverne udfordres med forskellige typer håndværk og ikke mindst fordelingen af dem mellem sig.
Hvad er der brug for, så de kan overleve på dette sted? Dette kræver, at eleverne tænker sig grundigt om i fællesskab - Hvad er essentielt for at overleve? Er det til stede?
Hvordan skal rollerne fordeles? Hvem er høvding, jæger, kriger, vølve, hjælpere, trælle o.s.v. Hvem gør hvad? Hvad er høvdingens rolle?
Det indskærpes, at gudernes velvilje er livsvigtig. Fravær af guderne er fuldstændig utænkelig i jernalderlandsbyen. Hvordan sikrer vi Gudernes gunst? Hvem gør hvad? Hvem er vølve? Hjælpere?
Hvolris bidrager med to instruktører, heraf en smed. Lærerne/forældre indtager aktive roller i instruktion af diverse håndværk, men planlægningen og fordelingen skal udføres af eleverne selv, ligesom de selv skal udføre de håndværk, de kaster sig over under vejledning.
Forberedelse
Dette forløb kan med stor fordel bruges som afslutning på et forløb om jernalderen. Det er vigtigt, at eleverne på forhånd har sat sig ind i de grundlæggende vilkår for livet i jernalderen.
Efterbehandling
Diskussion på klassen omkring:
Livet i jernalderen kontra nutiden.
Hvordan gik samarbejdet? Hvilke konsekvenser ville det have haft i jernalderen? Hvor vigtigt er det at samarbejde i dag?
Formål
Eleverne får livet i jernalderen helt tæt på kroppen og udfordres i deres forståelse af fortidens livsvilkår kontra moderne bekvemmeligheder.
Ekspempler fra Fælles Mål
Historie - Der arbejdes med kompetenceområdet historiebrug, hvor eleven kan fortælle om, hvordan mennesker er påvirket af og bruger historie.
Håndværk/design - Der arbejdes med kompetenceområdet Håndværk - forarbejdning, hvor eleven kan anvende værktøjer, redskaber og maskiner forsvarligt til forarbejdning af materialer.
Praktisk information
Se flere detaljer
Hvolris Jernalder
Herredsvejen 135
9632 Møldrup
Se flere detaljer
Ved varighed af 5 timer er tilbuddet gratis for folkeskoler i Viborg Kommune.
Ved varighed som lejrskole beregnes 125 kr. per person per døgn for folkeskoler i Viborg Kommune.
Friskoler og skoler udenfor Viborg Kommune tilbydes samme aktiviteter. Friskoler, privatskoler o.lign. samt skoler udenfor Viborg Kommune bedes kontakte os for tilbud, gerne på mail. Udgangspunktet er 800 kr. for én vejleder og max. 28 elever.
Forløbet kan rumme 1-2 klasser, som skal øve samarbejdets svære kunst. Forløbet tilbydes udelukkende store elever, da der sættes store krav til deres evne til at være selvhjulpne og til at fordele opgaverne imellem sig.
Tilbydes i sommerhalvåret.
Se flere detaljer
Varighed: Fra 5 timer til 2 døgn.
Forløb på Alineas historieportal: Jernalder
SEKUNDÆRT materiale
Forløbet findes også som meebook-forløb. Søg på titlen under 'ShareIT'.