Book online

GS24 Hald Ege Miniregnskov - mellemtrin

Beskrivelse

I Hald Ege Miniregnskov møder I dyr og planter fra hele verden. Her oplever I varmen, lydene og lugtene og kommer tæt på de fritlevende dyr.

Rundvisningen giver afsæt til videre arbejde med temaet menneskets samspil med naturen - fortrinsvis i natur/teknologi, men der kan også trækkes tråde til engelsk og dansk.

Udover at være et oplevelsessted er Miniregnskoven også en arbejdsplads for personer med funktionsnedsættelse.

 

Aktiviteter

Ved ankomsten bliver I modtaget af en af Miniregnskovens medarbejdere, som vil fortælle om stedet og vise jer rundt. Miniregnskoven er en arbjedsplads for personer med funktionsnedsættelse.
Undervejs kommer I helt tæt på f.eks. skildpadder, slanger og kaniner, og ofte kan man være med til en fodring.
Selve rundvisningen varer ca. en time, men man kan sagtens gå rundt på egen hånd efterfølgende.

Der er masser af plads udendørs til at lege og gå på opdagelse efter rundvisningen. På det store udendørsareal er der geder, som gerne må klappes, samt høns og køkkenhave.

Forberedelse

Et besøg i Hald Ege Miniregnskov vil passe godt ind i et forløb om klima- og plantebælter eller truede dyr enten som optakt eller som afslutning - se links under ' undervisningsmaterialer'.

Forbered desuden børnene på at agere respektfuldt overfor rundviser.

Brug gerne 20 råd til en grønnere hverdag fra Viborg Kommunes klimaplan som afsæt til samtale om og/eller arbejde med de temaer, der er relevante for forløbet.

Tænk desuden i muligheder for grøn transport: Vælg gerne cyklen, gå eller tag offentlig transport, hvortil billetterne også refunderes af Transportpuljen.

Efterbehandling

For at skabe bedst mulig sammenhæng mellem dette forløb og elevernes læring i klasselokalet, er det en god idé at koble forløbet til et emne, I arbejder med før og efter.

Find inspiration til forskellige vinkler på temaet menneskets samspil med naturen under ’undervisningsmateriale’, hvor der bl.a. er linket til relevante forløb på Gyldendals portaler.

Formål

I Hald Ege Miniregnskov får børnene en totaloplevelse. De oplever helt konkret, hvordan det føles at opholde sig i det tropiske klima, og der vil være rig lejlighed til at observere dyrene og planterne helt tæt på.
 

Eksempler på Fælles Mål:

Natur/teknologi - Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'perspektivering', hvor eleven kan perspektivere natur/teknologi til omverdenen og aktuelle hændelser. Med særligt fokus på 'natur og miljø'.

Uddannelse og job - Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'arbjedsliv', hvor eleven kan beskrive forskellige typer arbejde og arbejdsformer.

Sted
Hald Ege Miniregnskov
Egevænget 9
8800 Viborg

Der er ca. 6 km. at cykle fra midtbyen, og bus nr. 53 standser lige ved Miniregnskoven.

Find bustransport på Rejsekortets prisberegner, bed jeres skolesekretær oprette Erhvervsrejsekort og booke plads hos Midttrafik (på 87 40 82 40), hvis I over 20 rejsende.

Undervisningsmateriale

PRIMÆRT materiale

Der er billeder og information om stedet samt dyr og planter på Miniregnskovens hjemmeside.

Derudover er der udarbejdet informationsark om nogle af dyrene i nedenstående fil.
Der er også quizzer i filen, som I kan bruge til jeres besøg på egen hånd.

Tilmelding

Kontakt formidler,Per Møgelbjerg Eriksen, hvis der er spørgsmål vedrørende forløbet.

Book forløbet nederst på siden i tilmeldingsmodulet.

 

Tlf.nr. 41 71 92 16
Tilmeldingsfrist
19.06.2024
Tilmelding