Byg magiske karakterkostumer i pap
Beskrivelse
Dette er et forløb under Snapsting for Børn 2025. Snapsting for Børn er en årlig tilbagevende børnekulturfestival for alle børn i Viborg Kommune.
Snapsting for Børn har som hovedmål at udfordre børn til leg og læring gennem æstetiske processer og kulturelle oplevelser. Snapsting for Børn er en del af Viborg UNESCO Creative City.
Sammen med kunstner Vela Klitgaard opfinder vi vores helt egne magiske karakterer og bygger deres seje kostumer af papkasser – på ægte Minecraft maner.
Aktiviteter
Kribler det i jeres hænder efter at bygge og konstruere? Og har I måske en mægtig troldmand, ork, eventyrridder eller elver gemt i maven? Så har vi lige workshoppen til jer!
Sammen med kunstner Vela Klitgaard opfinder vi vores helt egne magiske karakterer og bygger seje kostumer til dem af papkasser – på ægte Minecraft maner.
I workshoppen kommer vi både til at eksperimentere med at opfinde en magisk karakter, udtænke hvordan dens kostume skal se ud og ikke mindst forvandle helt almindeligt pap til vilde forklædninger og udstyr.
Forberedelse
Snak med børnene om magiske karakterer/væsener som f.eks. troldmænd, hekse, orker, elvere, eventyrriddere og andre. Hvad har de for nogle karaktertræk og evner? Hvordan kan man se det afspejlet i deres kostumer og udstyr?
Efterbehandling
Opfordr børnene til at tage deres familier med for at genopleve kostumerne, når de udstilles i forbindelse med Grønne Sammen´s børnefamilieunivers "Den eventyrlige eng" på Margretheplænen fredag 27. juni og lørdag 28. juni under Snapsting 2025.
Formål
Formålet med aktiviteterne under Snapsting for Børn er at børn udfordres i forhold til deres kulturelle dannelse og kreativitet.
Formålet er ligeledes at børnene oplever kunst og kultur i mange forskellige afskygninger, og at de selv inddrages i forhold til disse oplevelser. Aktiviteterne inddrager også børnene i æstetiske processer, så de selv er medskabende.
Igennem konstruktion og fortælling sætter vi i workshoppen fuld fart på børnenes byggeglæde, finmotorik, gruppesamarbejde, fantasi og kreativitet.
Praktisk information
Tilmelding
Tilmeldingen åbner mandag den 12. maj kl. 14.30.
Efter den 26. maj er tilmeldingen bindende og der opkræves no show gebyr på 1000 kr., hvis gruppen ikke dukker op til workshoppen.