Borgvolds skjulte væsner
Beskrivelse
Dette er et forløb under Snapsting for børn 2025. Workshoppen er en del af Viborg Artist in Residence (VAiR). VAiR er støttet af Statens Kunstfond. Viborg Kommune og Viborg - UNESCO Creative City Media Arts er projektejere. Institut for Børnekultur er projektleder.
I kommer til at lave et skjult væsen der bor på Borgvold med illustrator og kunstner Anne Hoberg. Væsnerne kommer til at pryde Borgvold hele sommeren.
Aktiviteter
Psst... vidste I godt, at der bor skjulte væsner på Borgvold? De lever blandt blomster, buske og siv og hjælper med at passe på naturen. De er overalt på hemmelige steder og lader sig ikke bare lige se af parkens besøgende. Men nu har I chancen for at træde ind i deres magiske verden.
Kan I godt lide at tegne, digte fortællinger og klippe-klistre? Så tag med os på rejse ind i Borgvoldvæsnernes fortryllede univers. Sammen med kunstner og illustrator Anne Hoberg skaber vi vores egne kreative naturvæsner, og digter skøre fortællinger om dem. Til slut bliver væsnerne og deres historie en del af et stort fælles kunstværk.
Forberedelse
Snak med børnene om Borgvolds natur, som både består af skov, buskområder, blomsterbede og et søområde. Hvordan er områderne forskellige? Hvad er det for en natur, der er de forskellige steder?
Efterbehandling
Snak videre om de oplevelser I havde i Borgvoldvæsnernes univers, fortsæt de skøre fortællinger og opfordr børnenes familier til at besøge det fælles kunstværk "Borgvolds skjulte væsner" hen over sommeren.
Formål
Igennem tegning, fortælling og collage sætter vi workshoppen fuld gang i børnenes fantasi, kreativitet, skaberlyst og nysgerrighed. De vil både opleve farverige tegneprocesser og fordybende historiefortælling, når de selv får lov at skabe deres helt egen væsen og dets fortælling. Vi sætter fokus på den æstetiske proces gennem tegning og collage, og på fremstilling og fortolkning gennem historiefortælling og -digtning.
Praktisk information
lærervejliedning
Her er vedhæftet step-by-step guide til hvordan processen skal laves med eleverne.
Ydermere er der vedhæftet et karakterark til udprintning til eleverne
Karakterark til udfyldning.