Stillezone i 'Superposition'
Beskrivelse
Skal I med i stillezonen? Vi skal opleve ét maleri i udstillingen 'Superposition' af Asger Harbou Gjerdevik. Vi skal se på og opleve kunst langsomt (slow looking). Det gør vi gennem observationsøvelser og små tegneopgaver.
Hvorfor slow looking?
Vi lever i en hverdag fyldt med indtryk. Billeder, beskeder og information konkurrerer hele tiden om vores opmærksomhed, og vi vænner os til hurtigt at orientere os og bevæge os videre til det næste. Men hvad overser vi, når vi ser hurtigt? Og hvad får vi øje på, når vi giver os selv tid?
At se på kunst kan være en anledning til at sætte tempoet ned og rette opmærksomheden mod én ting ad gangen. Med slow looking undersøger vi, hvad der sker, når vi bliver stående foran et kunstværk, ser igen og opdager detaljer, forbindelser og betydninger, som ikke var synlige ved første blik. Det handler ikke om at finde det rigtige svar, men om at være nysgerrig, stille spørgsmål og give plads til egne iagttagelser.
Der er forskellige undersøgelser, som har vist, at besøgende på kunstudstillinger i gennemsnit bruger otte sekunder på at se på hvert udstillet værk. Mellem 3 sekunder og 30 sekunder er det langt de fleste bruger, inden vi haster videre til næste værk i udstillingen. For vi skal jo nå at have det hele med. Men hvad sker der, når vi bruger 5 minutter, 10 minutter eller en halv time på at dvæle ved detaljer i et kunstværk?
Aktiviteter
Med slow looking-forløbet handler det om at se ét kunstværk i udstillingen. Vi har fokus på at bruge tid på at se, opdage detaljer og undersøge, hvordan vi oplever et kunstværk.
Det gør vi gennem fælles betragtning, dialog og en kort kreativ øvelse.
Forberedelse
Det er en god idé at tale med børnene om deres forhåndskendskab til kunst og kunsthaller inden besøget på Viborg Kunsthal. Formålet er ikke, at børnene skal vide en masse om kunst på forhånd, men at give dem mulighed for at dele deres tanker og erfaringer.
I kan fx tale om følgende spørgsmål:
- Har I besøgt et museum eller en kunsthal før?
- Hvad kan kunst være? Det kan fx være maleri, skulptur, installation, video, lyd eller fotografi.
Det kan også være en god ide at tale om de praktiske rammer for jeres besøg, fx Skal vi spise madpakker? Skal vi gå? Hvilke regler for opførsel er der i en kunsthal?
Færdselsregler på kunsthallen
Tal også med børnene om, hvordan man færdes i kunsthallen:
- Vi ser på kunsten, men rører den ikke.
- Vi går stille og roligt rundt i kunsthallen.
- Vi taler med rolige stemmer og rækker hånden op, når vi gerne vil sige noget.
- Vi efterlader jakker og tasker i garderoben.
Formål
At give børnene erfaring med at se langsomt og undersøgende på ét kunstværk. Gennem stilhed, dialog og tegning træner børnene deres opmærksomhed og opdager, hvordan nye detaljer og fortolkninger kan opstå, når de bruger tid på at se.
Den pædagogisk læreplan
Alsidig personlig udvikling: Kreativ tænkning
Aktiviteten understøtter det pædagogiske mål om, at børnene får mulighed for at udfolde, udforske og erfare sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Et rum for samtaler, der udvider og beriger den fælles tænkning, fantasi og forestillingsevne.
Der lægges desuden op til at opøve at give udtryk for egne idéer og lytte til andres idéer.
Kultur, æstetik og fællesskaber
Aktiviteten understøtter det pædagogiske mål om, at børnene får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier
Praktisk information
Se flere detaljer
Antal børn er vejledende. Kontakt os på viborgkunsthal@viborg.dk for at høre nærmere om mulighederne.
Tal R – Samtidskunst
SEKUNDÆRT materiale
Forløbet findes også som meebook-forløb. Søg på titlen under 'ShareIT'.
John Kørner – samtidskunst
SEKUNDÆRT materiale
Forløbet findes også som meebook-forløb. Søg på titlen under 'ShareIT'.
Olafur Eliasson
SEKUNDÆRT materiale
Forløbet findes også som meebook-forløb. Søg på titlen under 'ShareIT'.
Tilmelding
Kontakt Viborg Kunsthal

