Kulturspor - Teater og drama
Beskrivelse
Kulturspor er Kulturskolen Viborgs tilbud til dagtilbud i Viborg Kommune.
Kulturspor skal give alle børn og unge adgang til et aktivt skabende liv med varieret kultur.
I Kulturspor møder børnene inddragende og engagerede kunstnere, der sammen med pædagoger fra dagtilbuddet planlægger og gennemfører et forløb i et ligeværdigt forhold.
Kulturspor udbydes som 4 forskellige forløb:
- Musik, sang og bevægelse
- Billedkunst og tegning
- Teater og drama
- Sprog og fortælling
Fælles for alle er at børnene udfolder sig i fællesskab. Forløbet planlægges, gennemføres og evalueres i samarbejde mellem en musiker, kunstner eller dramatiker fra Kulturskolen Viborg eller en børnekulturformidler fra Viborg Bibliotek.
Forløb
Alle daginstitutioner i Viborg Kommune tilbydes kultursporsforløb indenfor et 3-årsrul. I bliver kontaktet af kulturskolens projektmedarbejder, når det er jeres tur til at få Kulturspor på besøg. De enkelte forløb tilrettelægges i samarbejde mellem kunstner og pædagog og faciliteres af koordinator fra Kulturskolen.
Aktiviteter
Teater og drama
En dramatiker/skuespiller fra kulturskolen skræddersyr et forløb i samarbejde med daginstitutionens pædagoger.
Gennem teater, drama og bevægelseslege skabes et kreativt og legende laboratorium, hvor børnene kan undersøge, hvad det vil sige ”at gå en mil i en andens sko”, hvor de kan eksperimentere med forskellige roller, fortælle historier med kroppen og udforske forskellige udtryksformer. Pædagogerne får ligeledes ny inspiration til det kreative arbejde i dagligdagen.
Varighed: Vi anbefaler 12 besøg á 1 times varighed eller 6 besøg á 2 timers varighed for 2 forskellige børnegrupper.
Det er vigtigt, at det er den samme børnegruppe, der går igen hele forløbet igennem, og at institutionen afsætter relevant og tilstrækkeligt pædagogisk personale til opgaven.
Forberedelse
For alle Kultursporaktiviteter i daginstitutionerne vil aktionslæring og samskabelse danne rammen for aktiviteten og samarbejdet.
Forud for forløbet afholdes et møde, hvor det pædagogisk/kreative indhold, fordeling af opgaver, tilrettelæggelse af forløb, samt diverse praktik aftales.
Konceptet er meget fleksibelt, og der er rigtig gode muligheder for at kombinere jeres kultursporsforløb med øvrige læringsmål eller aktuelle temaer. Desuden anbefaler vi, at der af de samlede 12 timer prioriteres tid til, at hele husets personalegruppe deltager i et kunstnerisk værksted, hvor I sammen med kunstneren udforsker den kunstart, I har valgt.
Efterbehandling
Det er centralt i forløbet, at der under hvert Kultursporforløb afsættes tid til løbende dialog, evaluering og tilpasning.
Efter endt samarbejdsperiode evalueres forløbet af pædagog og kunstner i fællesskab.
Pædagogen udfylder et kortere digitalt evalueringsskema.
Formål
Fælles for alle forløbene i Kulturspor er, at de taler ind i den styrkede pædagogiske læreplan.
Eksempler på mål fra den styrkede pædagogiske læreplan:
Kultur, æstetik og fællesskab - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier, og at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.
Praktisk information
Se flere detaljer
Forløbet foregår i jeres institutionen.
Se flere detaljer
Dramatikeren/skuespilleren er til rådighed i sammenlagt 12 timer.
Varighed: Vi anbefaler 12 besøg á 1 times varighed eller 6 besøg á 2 timers varighed for 2 forskellige børnegrupper.