Dagtilbud
Kulturliv

Kreativt værksted: Tryk på!

Oplev kunsten

Beskrivelse

Vi går på opdagelse i udstillingen 'Lake Life'. Vi lærer at se på kunst. Taler om det vi ser, hører og mærker. I værkstedet skal vi undersøge farver, lege med materialer og være kreative, når vi med maling, vatpinde, naturelementer og papir skaber egne, fantasifulde monoprint på papir. 

På workshoppen inviteres børnene ind i et kunstnerisk og sanseligt univers af leg, nysgerrighed og kreativitet ud fra tanken om, at kunsten ikke kun skal opleves med øjnene, men også kan erfares gennem hænderne.

Aktiviteter

Vi går på opdagelsesrejse i den/de aktuelle særudstilling(er) og taler om, hvad vi ser og oplever og hvad vi tænker om det. 

Når vi har oplevet kunsten med vores øjne, så er der rig mulighed for at erfare den gennem hænderne. Det gør vi enten i udstillingen eller i vores kreative værksted, hvor vi undersøger og arbejder med de tematikker og materialer, som børnene møder på den/de aktuelle særudstilling(er). Vi finder materialerne frem og har klargjort en ramme, som børnene kan arbejde indenfor.

Forberedelse

Vi skræddersyr forløbet efter jeres ønsker. Vi har stort fokus på at give jer en god oplevelse med kunsten og besøget på Viborg Kunsthal. Derfor starter vi besøget med at tale om, hvad der skal ske; at vi ikke må røre ved værkerne og at vi går rundt sammen. Børnene kan med fordel gå to og to. Det kan være en god ide at tale med børnene om besøget inden I kommer på kunsthallen.  

Vi bruger max 30 minutter i udstillingen, inden vi går videre til det kreative arbejde i udstillingen eller vores kreative værksted. 

Efterbehandling

Har I lært noget nyt om kunst? 
Hvad var godt ved oplevelsen og kunsten? 

Måske kan I lave en lille udstilling med jeres værker på stuen og tale om, hvad I hver især har lavet, hvilke farver o.lign.

Formål

Børnene får mulighed for at sanse og opleve kunsten i øjenhøjde. Forløbet tager udgangspunkt i lærerplanstemaerne Kultur, æstetik og fællesskab samt Krop, sanser og bevægelse, da børnene møder kunsten igennem bevægelse og leg. (Dette kan dog variere fra udstilling til udstilling).
 

Eksempler fra den pædagogiske læreplan

Kultur, æstetik og fællesskab - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.  

Krop, sanser og bevægelse - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.

Praktisk information

Sted
Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg
Forløbstype
Forløb med formidler
Målgruppe
4 år
5 år
6 år
Læreplanstemaer
Krop, sanser og bevægelse
Kultur, æstetik og fællesskab
Pris
350 kr. pr. forløb
Antal
Max 10
Periode
22.09.2025 - 18.12.2025
Varighed
75 minutter
Emneområde
Kunst, arkitektur og design

Tilmelding

350 kr. pr. forløb

Book et forløb hos én af kunsthallens kunstformidlere:

Camilla Davidsen: cd4@viborg.dk | 87873220

Bettina Hansen: bhan@viborg.dk | 87873224

Tlf.: 87873220/87873224