Høns og æg
Beskrivelse
Høns, æg og fjer. En dag med gok og løjer.
Aktiviteter
Vi begynder dagen med at se på hønsene, som bor ved Naturskolen. Hvad er hønen for et dyr? Vi snakker om fjer, næb, fødder mm. Hvad spiser de? Vi prøver at give hønsene forskellige planter og regnorme. Hvad fik børnene til aftensmad i går? Måske spiste nogle af dem kylling.
Vi hjælper hinanden med at fodre og samle æg. Et af æggene slår vi ud og ser på indholdet. Vi eksperimenterer med, hvor stærk æggeskallen er. Om foråret er der forhåbentlig kyllinger.
Undervejs synger vi ”Poul sine høns” og hører historien om ”Den lille røde høne" ("Hønen og kornet") eller fablen om ”Kyllerylle”.
Forløbet krydres med lege som "Blind høne finder også et korn" og "Sove som en høne" m.fl.
Forberedelse
Inden besøget kan I fx have læst billedbøger om høns, fx "Den lille røde høne" ("Hønen og kornet"). Snak med børnene om høns, om at de er levende dyr, om æg, og om at vi mennesker spiser æg og kylling.
I kan også forberede børnene på hvad Naturskolen er, hvor den ligger og hvordan I kommer der hen.
Efterbehandling
Hjemme i institutionen er det oplagt, at børnene tegner høns. At I smager forskellige retter med kylling og æg. Det kan anbefales at have et lille hønsehold i institutionen. Naturvejlederen hjælper gerne med råd om pasning, love og regler.
At holde høns i institutionen er en fremragende indgangsvinkel mod en større grad af bæredygtig livsstil. Vejen "Fra jord til bord" bliver meget kort og tydelig for børnene. Børnene lærer, at vi i en vis udstrækning selv kan passe det, vi spiser. De ser, at madspild kan undgåes ved, at hønsene spiser rester fra køkkenet eller frokostbordet. De kan være med til at muge ud i hønsehuset og bruge hønsemøget som gødning i institutionens plantekasser.
Formål
At give børnene oplevelser med pasning af høns.
At gøre børnene fortrolige med levende dyr og give dem indsigt i, hvor æg og kød kommer fra.
At børnene drager omsorg for levende dyr.
At inspirere institutioner til at anskaffe høns.
Eksempler på mål fra Den styrkede pædagogiske læreplan:
Natur, udeliv og science: At alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.
Praktisk information
Se flere detaljer
Det er gratis for kommunale skoler og institutioner.
Private institutioner og andre brugertyper henvises til at søge og booke forløbene via Naturskolens hjemmeside. Disse brugere må påregne en pris for de enkelte forløb og transport.
Se flere detaljer
Forløbet har en varighed på minimum 2 timer.
Noget om æg
Tilmelding
Det er gratis for kommunale skoler og institutioner.
Private institutioner og andre brugertyper henvises til at søge og booke forløbene via Naturskolens hjemmeside. Disse brugere må påregne en pris for de enkelte forløb og transport.
Send en ansøgning via nedenstående blanket.
Herefter sender Naturskolen svar på ansøgning via email.