Forårsprogram i Naturvidenskabernes Hus

27.10.2019

Til foråret slår Naturvidenskabernes Hus igen dørene op for en række spændende arrangementer for elever på alle klassetrin. Tilmeld din klasse og oplev sammen med dine elever at blive inspireret til praktisk, sjov og kreativ undervisning i naturfag.

Indskoling

LEGO og programmering (0., 1., 2. og 3. klasse)
Stands! Du er arresteret! På denne dag skal eleverne skabe spændende fortællinger om sjove karakterer i et urbant miljø, hvor der både er politi og streetgangstere. Eleverne skal programmere LEGO Boost robotter til at agere begge roller, og på den måde lærer de undervejs på en sjov måde en række grundlæggende principper for programmering.
Varighed: 4 timer

Uge 2: 6. – 9. januar 2020
Uge 3: 13. – 16. januar 2020

Naturheltenes Dag (0., 1., 2. og 3. klasse)
Kom og mød selveste Naturhelten og eksperter fra Revas, der lærer dine elever, hvordan vi kan sortere vores affald. Der er dans, fællessang og højt humør på skemaet, når Naturhelten lægger vejen forbi Naturvidenskabernes Hus. Naturheltenes Dag er en sjov aktivitetsdag om natur, affald og genbrug. Forløbet er del af Forskningens Døgn.
Varighed: 4 timer.

Uge 17: 20. – 22. april 2020

Minimaraton (0., 1. og 2. klasse)

Alle indskolingsklasser i Viborg Kommune inviteres til at deltage i et komprimeret Naturfagsmaraton-forløb. Vi kalder det Minimaraton. Her dyster dine elever om at udvikle og fremstille de bedste løsninger på fire tekniske og sjove udfordringer. De skal undersøge, designe og bygge sig frem til den bedste naturfaglige løsning – og vi guider dem hele vejen.
Varighed: 3 timer.

Uge 23: 2. – 4. juni 2020
Uge 24: 8. – 11. juni 2020

Mellemtrin

Affaldsdetektiverne (3., 4. og 5. klasse)

Hvordan passer vi bedst på klodens ressourcer? Plastik er et omdiskuteret og ofte udskældt materiale, som vi på denne dag blandt andet sætter fokus på at genanvende. I samarbejde med REVAS undersøger eleverne, hvordan vi kan sortere i alt det affald, vi smider væk.
Varighed: 3 timer.

Uge 16: 14. – 16. april 2020

Naturfagsmaraton Bootcamp (4. og 5. klasse)

Alle 4. klasser i Viborg Kommune tilbydes en unik mulighed for at komme i topform til Naturfagsmaraton. Bootcampen er et komprimeret Naturfagsmaraton-forløb, hvor eleverne løser en række udfordringer i fællesskab og konkurrerer mod andre klasser om at udvikle og fremstille de bedste løsninger på fem tekniske udfordringer. Du vil som lærer få en aktiv rolle på dagen og en introduktion til den arbejdsform og de metoder, som Naturfagsmaraton-opgaverne lægger op til.
Varighed: 4,5 time.

Uge 25: 15. – 18. juni 2020
Uge 26: 22. – 25. juni 2020

Engineering og Mikro:Bits (4., 5. og 6. klasse)

Eleverne trækker i arbejdstøjet og arbejder med ingeniørernes arbejdsmetoder.

Hvordan sikrer vi, at vores kæledyr får præcis den rette mængde foder, når vi skal på ferie? Det gør vi ved at udvikle vores egen automatiske foderautomat. Eleverne skal udvikle foderautomaten ved at arbejde undersøgende, innovativt og kreativt med den nyudviklede engineering-didaktik. Og de skal bruge Mikrobits til deres løsning.
Varighed: 4 timer.

Uge 19: 4. – 7. maj 2020
Uge 20: 11. – 14. maj 2020

Udskoling

Pas på vores vand (8. og 9. klasse)

Er det ikke fjollet, at vi bruger drikkevand til at skylle ud i toilettet og vande haven med? Vi inviterer 8. og 9. klasser til en dag med fokus på de to fællesfaglige fokusområder ”Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer” og ”Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår”. I samarbejde med Grundfos vil dagen både byde på spændende faglige oplæg og undersøgende arbejde i fire forskellige workshops.
Varighed: 5 timer.

Uge 5: 27. – 30. januar 2020
Uge 6: 3. – 6. februar 2020

Bæredygtighed med ny teknologi (8., 9. og 10. klasse)

Bæredygtighed – Ja tak, men hvordan? FN's bæredygtighedsmål sætter fokus på 17 områder, som er afgørende for en global bæredygtig fremtid, og der er nok at tage fat på. 700 millioner mennesker i verden har af forskellige årsager ikke adgang til rent drikkevand, og hele 10% af verdens elproduktion går til at drive ofte ineffektive pumper. Vi sætter fokus på, hvordan nye teknologier kan bidrage til at løse særligt verdensmål nr. 6 "Rent vand og sanitet" og nr. 13 "Klimaindsats". På dagen skal I først besøge Grundfos, hvor I vil opleve, hvordan virksomheden ved hjælp af nye teknologier arbejder målrettet med de to verdensmål, både ved at levere højteknologiske produkter til markedet, men også gennem stort fokus på begrænsning af ressourceforbruget i produktionen. Senere skal vi i Naturvidenskabernes Hus, hvor I skal undersøge de teknologier I mødte på Grundfos, så I selv kan vurdere teknologiernes evne til at skabe bæredygtige løsninger.
Varighed: 5 timer.

Uge 13: 23. – 26. marts 2020

Alle arrangementer er gratis, og du kan naturligvis ansøge om transporttilskud.