Brug Undallslund

14.06.2018

Naturskolen i Undallslund er en levende naturopdagelsesbase for Viborg Kommunes 0-6 årige. Et sted, hvor institutioner og dagplejere kan tage hen på egen hånd eller booke en naturvejleder til et bredt udvalg af naturoplevelser og naturaktiviteter for førskolebørn.

Pædagoger og dagplejere kan på egen hånd få gode oplevelser i naturen og bruge stedet, lige så længe det skal være. Mange er der hele dagen, hvor forældre kommer til forældrekaffe og tager selv deres børn med hjem.

Naturskolen i Undallslund ligger i den kommunale Undallslund Skov. På engen nær Naturskolen går der geder, som både er naturplejere og en del af de mange naturpædagogiske tilbud til især 0-6-årige børn i kommunen. Udover gederne er der en del dyr i og omkring huset. Ved gedeskuret står også hønsehuset. Her bor Danske Landrace høns. Inde på Naturskolen er der akvarier og terrarier med forskellige smådyr bl.a. mus, kæmpesnegle, kakerlakker og fisk.

I området omkring Naturskolen er der to bålsteder, et madpakkehus, fem shelters med bålplads, døgnåbne toiletter og adgang til vand. Rundt i skoven er der lavet handicapvenlige stier.

Alt dette er omkranset af dejlig varieret skov med masser af muligheder for at gå på opdagelse. Skoven er en varieret og kuperet, blandingsskov bestående af både løv- og nåletræer. I skoven er der året rundt et rigt fugleliv, af især småfugle.

Naturskolen ligger nær Bredemose, en hængesækmose, som rummer et mangfoldigt liv af særligt tilpassede dyre- og plantearter, hvoraf en del kun findes hist og her i Danmark. Heriblandt sommerfugle som Moseperlemorsommerfugl og Bølleblåfugl.

Undallslund, Kapt. Undalls vej 1, 8800 Viborg, 93 59 80 93