Orienteringens kunst

Beskrivelse

I orientering, skal du finde vej ved hjælp af et kort og evt. et kompas.
Kortet gør det muligt for dig at "se" frem i terrænet. Du kan umiddelbart fra kortet aflæse, hvordan stier, veje, hegn og grøfter forløber, krydser hinanden eller løber sammen. Det er ikke svært at læse sådanne ledelinier og at bruge kryds og sammenløb som sikre opfang. Kortet viser dig også terrænets form og fremkommelighed.

På kortet er posterne indtegnet med violet banefarve. Start, mål, og poster, udgør en bane.

I terrænet er hver post markeret med en orange/hvid skærm.
Du modtager et kontrolkort, som du "klipper" ved hver post i den rubrik, der har det rigtige postnummer. Når du klipper med stiftklemmen, efterlader den et lille mønster af huller i dit kontrolkort.

Aktiviteter

Et orienteringsløb med forskellige sværhedsgrader i dagslys eller mørke med brug af orienteringskort. 
Orientering er en enkel men teknisk betonet idræt. Netop det tekniske er den største fascination og samtidig den største udfordring ved sporten.

Vi starter med et oplæg og øvelser i klasselokalet om, hvordan man bruger et kort og evt. kompas. Derefter er der orienteringsløb!
Løbet vil være tilpasset til målgruppen.
Posterne vil altid være placeret ved tydelige punkter i terrænet. Det er eksempelvis der, hvor ledelinier mødes eller hvor terrængenstande udgør et let genkendeligt fikspunkt. Det kan være en stor sten, en lille mose, en høj eller en slugt.
At kunne læse sit kort og dermed "se" frem i terrænet, giver dig muligheder for at planlægge et vejvalg. Afgørende er det, at du finder det korteste eller måske det sikreste vejvalg. Kunsten er at formå at afkode kortets mange oplysninger og ud fra din erfaring og fysiske styrke tage de rigtige vejvalg.

Hvis ønsket kan o-løb kombineres med skydnig (biatlon). Det skal dog bestilles i god tid.

Forberedelse

Aftal om jeres orienterings aktivitet skal foregå ved Søndermølle eller I jeres eget lokalområde.
Der kan afprøves forskellige former for løbsaktivteter inden selve dagen eller afprøve kendskab til signaturforklaringer og kortlære.

Efterbehandling

Arbejde videre med løbsaktiviteter. Lad evt. eleverne selv planlægge et o-løb.

Formål

Formålet er at eleverne stifter bekendskab med en ny form for idræt, samt afprøve kortlære i praksis.

Det at finde vej er en almen kundskab, som alle børn, unge og voksne bør blive fortrolige med. Vi kommer alle ud for situationer, hvor det er nødvendigt kunne læse et kort. Det gælder i en storby på ferie, på landevejen i bilen eller til fods i naturen. At kunne læse et kort og finde vej er lige så vigtigt for din tryghed og sikkerhed, som det er at kunne svømme.
Udover det kan det bruges som anderledes tilgang til forskellige fag.

Eksempler fra Fælles Mål

Idræt - Der arbejdes med færdigheds- og vidensmål inden for natur- og udeliv. Eleven kan gennemføre orienteringsløb ved hjælp af kort, kompas og digitale medier. Eller eleven kan planlægge enkle friluftsaktiviteter.

Geografi - Der kan arbejdes med kompetenceområdet modellering, hvor eleven kan anvende og vurdere modeller i geografi.

Biologi - Der kan arbejdes med kompetenceområdet kommunikation, hvor eleven har viden om ord og begreber i naturfag. Posterne vil også kunne være et bestemt træ eller plante.

Sted
Søndermølle Kultur og Naturcenter
Vinkelvej 40 8800 Viborg
8800 Viborg

Forløbet kan også foregå på egen skole.

Tilmelding

I kan sende et forspørgsel på soendermoelle [at] viborg [dot] dk eller ringe på 87873225

Tlf.nr. 87873225