Hvad er meningen?

Beskrivelse

Hvad er meningen? består af tre dele, som giver forskellige tilgange til Joakim Skovgaards værker. Formidlingsforløbet knytter sig til Skovgaard Museet, Viborg Domkirke og www.hvadermeningen.nu. Hver del kan fungere alene, men i sammenhæng giver de en forståelse af Skovgaards billedunivers og en mulighed for refleksion over egne spørgsmål og holdninger til liv, kunst og tro.

Aktiviteter

Forløbet starter med en introduktion til Skovgaard Museet og Joakim Skovgaards totaludsmykning af Viborg Domkirke. Herefter følger et besøg i Domkirken, hvor eleverne i grupper spiller på tablets og besvarer spørgsmål omkring udvalgte værker. Der findes to forskellige tablets-spil med hvert sit tema, som man på forhånd vælger det ene af. De to temaer er Fællesskab og ensomhed samt Skyld og tilgivelse. Besøget afsluttes på Skovgaard Museet, hvor eleverne i de samme grupper fremstiller tegneserier inspireret af eget hverdagsliv, men med det samme tema som det valgte spil i Domkirken. Tegneserierne danner udgangspunkt for samtaler om etiske overvejelser. 

Forberedelse

Arbejde med det valgte tema og med kalkmalerier.

Efterbehandling

Fortsat arbejde med at lave tegneserier eller kalkmalerier hjemme. Det vil også være oplagt at læse tekster med de samme temaer, som man har arbejdet med under besøget.

Formål

Hvad er meningen? er et interaktivt formidlingstilbud om livets store spørgsmål. Det tager udgangspunkt i Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke med bibelske motiver og er vedkommende, sjovt og lærerigt for særligt skoleklasser og konfirmander.

Målet med Hvad er meningen? er at stimulere sanser, fantasi og intellekt og bidrage til nye oplevelser af Skovgaards værker på museet og i Viborg Domkirke. Hvad er meningen? åbner op for nysgerrighed, undren og meddigtning og giver lyst til refleksion over kunst, tro og personlige livsspørgsmål. Hvad er meningen? giver en forståelse af nogle af de kristne motiver i domkirken, så man kan relatere dem til sit eget liv og opnå en forståelse af vores fælles kulturelle arv.

Eksempler fra Fælles Mål

  • Eleverne forholder sig til almene temaer gennem undersøgelse af æstetiske tekster.
  • Eleverne udtrykker sig i billeder med vægt på tematisering og øver sig i at udtrykke idéer og betydninger visuelt.
  • Eleverne kan udtrykke sig nuanceret om grundlæggende tilværelsesspørgsmål og etiske principper.
Sted
Skovgaard Museet
Domkirkestræde 2-4
8800 Viborg

Forløbet finder sted på Skovgaard Museet og i Viborg Domkirke.

Undervisningsmateriale

Tekster til forløbet "Fællesskab og ensomhed": Cecil Bødker, "Døvens dør" fra novellesamlingen "Tyren og andre noveller", 1993. Iben Krogsdal, "Bukserne" fra novellesamlingen "Stenen under sengen", 2017. Tekster til forløbet "Skyld og tilgivelse": Cecil Bødker, "Vædderen", fra novellesamlingen "Tyren og andre noveller", 1993. Iben Krogsdal, "Uret", fra novellesamlingen "Stenen under sengen", 2017.