Nyhed

Mozart I Midten (DUO & Christine Skou)

Beskrivelse

Efter succesen i 2018 med Mozart I Midten for 4.-6. klasse tilbyder Danmarks Underholdningsorkester nu en runde mere i selskab med vidunderbarnet Wolfgang Amadeus Mozart. I et spændende og lærerigt undervisningsforløb med en afsluttende koncert og eleverne som aktive deltagere.

Mozart I Midten er et sjovt og spektakulært musikforløb for folkeskolens mellemtrin om vidunderbarnet Mozart. Det hele afsluttes med en storstilet visuel koncertoplevelse, hvor eleverne er med både som publikum, optrædende og medskabende.

Eleverne guides i at: lytte til symfonier og opera, at synge Mozart-sange, at danse wienerklassisk menuet og omsætte deres viden om Mozart i en skabende proces - nemlig i en fælles rap-tekst og tik tok dans, hvor uddrag fra alle skolernes bidrag opføres til koncerten sammen med Mozarts Eine Kleine Nachtmusik.

Til slut inviteres de til en koncert med fantastisk musik af Mozart.

Covid-19

Det er afgørende for os, at I skal have en så bekymringsfri oplevelse som muligt. Derfor sørger vi selvfølgelig for, at der til koncerten vil blive holdt forsvarlig afstand institutionerne imellem, samt at alle fællesarealer vil blive rengjort før og efter hver koncert. Efter tilmelding vil I få tilsendt en tidsplan for ankomst og afgang, hvilke områder I skal møde op på inden koncerten og hvor I skal sidde, således at alle kan holde den fornødne afstand.

Vi har med stor succes gennemført andre skolekoncerter i efteråret 2020 og vi tilpasser os selvfølgelig de til enhver tid gældende coronarestriktioner for at kunne garantere en så sikker koncertoplevelse som overhovedet muligt.

Aktiviteter
  • 3 lektioner med forberedelse i klassen varetaget af egen lærer + 1 opgave, der afleveres d. 5. marts.

  • 1 digital workshop - Optakt til Mozart I Midten - med Christine Skou som vært samt medvirkende gæster. Denne ses i klassen i almindelig skoletid. Her øver eleverne det, de skal medvirke i til koncerten. De arbejder med musikforståelse/dans/sang/aktiv lytning m.m. Workshoppen varer ca. 45. minutter.

  • 1 LIVE-koncert med Danmarks Underholdningsorkester, fantastiske solister og Christine Skou som vært. Varighed ca. 60 minutter.

Forberedelse

3 undervisningsfilm med tilhørende undervisningsmateriale og forklaringer downloades af skolerne til brug i musiktimen/dansktimen. Klassen anbefales at arbejde med emnerne/videoerne i det der svarer til 1 lektion pr. video inden workshop.

Lærerne har mulighed for at være i dialog med Christine omkring forløbet. Der er oprettet en lukket Facebook-gruppe til at stille spørgsmål.

Video 1: Vidunderbarnet Mozart

Musikhistorie: Intro til Mozart, hvem var han? Hvordan var det at være vidunderbarn i 1700-tallet?

Video 2: Tricks, Tempi og Tryllerier

Musikforståelse: Gennemgang af Mozarts musik - hvordan er den sat sammen? Hvilke "tricks" bruger Mozart? Musikalske lag og forskellen på dur og mol. Eleverne introduceres til solfege og hvordan man bruger det på en sjov måde.

Video 3: Eine Kleine Nachtmusik

Skaben: Mozart idag - kan vi bruge ham til noget? Kan man rappe til Mozarts musik? Kan man lave en tik tok dans? Det har vi tænkt os at udfordre eleverne i!

Efterbehandling

Det hele kulminerer med en visuel og medrivende koncert d. 7. april for de deltagende skoler på Viborg Katedralskole med Danmarks Underholdningsorkester og Christine Skou som vært. Her oplever børnene instrumenter, musik og opera, som de har lært at kende i forløbet samt andre andre kompositioner af Mozart - i en flot lysopsætning og med sjove acts undervejs. De synger* med på Mozarts musik og rapper deres egne tekster sammen med orkestret. 

Koncerten varer ca. 1 time. 

*NB I tilfælde af vedvarende corona-restriktioner nedtones den del, hvor børnene synger med, så de stadig er en aktiv del af koncerten, men ikke udsætter hinanden for sittefare.

Formål

Projektet er med til at fremme elevernes forståelse for klassisk musik og et symfoniorkester. De præsenteres for orkestrets funktion og muligheder, samtidig med at de får et historisk indblik i en af musikhistoriens mest markante personligheder - Mozart. 

Eleverne introduceres til klassiske musikinstrumenter og guides kyndigt af sanger og skuespiller Christine Skou, der har mange års erfaring med musikformidling for børn og unge. 

Eksempler fra Fælles Mål
Musik - Der arbejdes med kompetenceområdet Musikforståelse, hvor eleven kan lytte opmærksomt til og udtrykke sig varieret om musik fra forskellige genrer, kulturer og perioder OG kompetenceområdet Musikalsk skaben, hvor eleven kan arrangere og komponere musikalske udtryk.

Dansk - Der arbejdes med kompetenceområdet Fremstilling, hvor eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer OG kompetenceområdet Fortolkning, hvor eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.

Sted
Viborg Katedralskole, Idrætshallen
Gammel Skivevej 2
8800 Viborg
Undervisningsmateriale

Efter tilmelding udleveres et password således at undervisningsmaterialet med det samme kan downloades via følgende link:

http://underholdningsorkester.dk/mozart-i-midten-2020/

 

Lukket Facebook-gruppe: 'Mozart I Midten' med Danmarks Underholdningsorkester og Tante Musika

https://www.facebook.com/groups/2294827737234388

 

Tilmelding

1. februar 2021: Deadline for tilmelding. Der er begrænset plads, og disse tildeles efter før til mølle-princippet.

Tilmelding foregår via følgende link.

Tilmelding
Tilmeldingsfrist
01.02.2021