Book online

Heden - ja man tror det næppe

Beskrivelse

Heden er en naturtype som vi har mange steder på Viborgegnen. Engang var der hede hele vejen rundt om byen. Heden har været hjem for mennesker og dyr igennem hundredvis af år. Det er vigtigt at kende den særegne naturtype, for at kunne passe på den. At vide at den i sin tid er skabt af mennesker og at den vil forsvinde hvis mennesket ikke blander sig.

Aktiviteter

Naturvejlederen tager klassen med på heden, og vi undersøger, hvad naturtypen består af.
Vi undersøger planter og dyr, jordbundsforhold mm., og kommer også ind på hedens kulturhistorie.

Aktiviteter vi kan komme ind på:
-Snakke om forskelle på naturtyper, skov, eng, moser osv.
-Samle bær og lave marmelade, når vi besøger heden under bærsæsonen
-Samle og undersøge planter ved hjælp af planteark
-Grave tørv og se på jordbundsprofilen
-Snakke om skov og hede og dannelsen af heden
-Synge hedens sange
-Lave revlingereb eller slå lyng med le
-Snakke om hedepleje og måske selv være med ved at fjerne birketræer og gyvel med sav og ørnenæb
-Se på kulturspor

Bevægelse: Forvent en dag med høj bevægelse

Stikord: hede, lyng, naturpleje, kulturlandskab, bær, naturtyper

Forberedelse

Hvad er en hede?
Snak med eleverne om, hvad en hede er, før I drager ud på heden med Naturskolen.

Hvordan er heden opstået?
Heden er ikke en ”naturlig” naturtype – den er skabt af mennesket.
Søg på historiske dyrkningsformer og sammenlign med i dag. Hvordan er vores moderne levevis med til at heden forsvinder, hvis vi ikke bevarer den?

Hvem har brugt heden?
Der findes mange gode fortællinger om hedebøndernes hårde og korte liv.
I 1895 tog landsbylæreren og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen på vandringer på de midtjyske heder sammen med fotografen Peter Olsen og indsamlede beretninger, viser, sagn og eventyr fra de fattige hedefolk. Læs også Blicher og Aakjær.

Orientér dig desuden på En god dag med Naturskolen

Efterbehandling

Hvad skal vi med heden?
Hvorfor forsvinder heden, hvis vi ikke passer på den?
Hvordan hænger nutidens levevis med udledning af masser af kvælstof sammen med hedens forsvinding?
Hvad skal vi egentlig bruge heden til i dag, hvorfor er den vigtig?

Find desuden inspiration til relevante forløb på Gyldendals portaler under 'undervisningsmateriale'.

Formål

Heden er en anderledes og spændende naturtype. På heden opleves landskabets former og dets storslåede skønhed med frit udsyn til alle sider. Vejr og vind opleves på en helt særlig måde på heden og i de lyngklædte bakker gemmer sig vigtige historier om vores egn. Eleverne lærer, at vi bliver nødt til at hjælpe naturen, hvis vi vil bevare dens mangfoldighed og blive ved med at kunne opleve hedens særlige karakteristika.

Eksempler på elevlæringsmål
- at kunne skelne naturtypen HEDE fra andre naturtyper
- at få kendskab til de særlige planter og jordbundsforhold som kendetegner en HEDE
- at få kendskab til naturen som et stort bæredygtigt ressourcedepot og at vi til alle tider har været afhængige af den
- at få kendskab til folk, der har levet af og på heden og har brugt hedens materialer til alt fra foder, brændsel, føde og byggematerialer.

Sted
Naturskolen
Ravnsbjergvej 71
8800 Viborg

Naturskolen ved Hald er et godt udgangspunkt for en tur på Stanghede.
Andre gode heder i kommunen er Borup Hede, Øbakker eller Kongenshus Hede.

Tilmelding

Forløbet kan bookes nedenfor på udvalgte datoer og tidspunkter.
Ønskes alternativ dato eller tidspunkt, sendes en ansøgning via linket herunder.

Tilmelding
Tilmelding