Forårsprogram fra Naturvidenskabernes Hus 2019

28.11.2018

Naturvidenskabernes Hus er nu klar med forårets program, der inviterer børn og unge til at eksperimentere, være kreative og undersøgende og blive klogere på vores verden, og den måde vi er i den. Det handler fx om fremtidens ressourcer, genanvendelse, programmering, fællessang og tekniske udfordringer.

Udskoling

Pas på vores vand: Hvordan sikrer vi, at vi har drikkevand i hanen i fremtiden?

Det skal dine 8. – 9. klasseelever finde kreative og innovative løsninger på, når der arbejdes med de to fokusområder: ”Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer” og ”Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår” i Naturvidenskabernes Hus.

Forløbet afvikles i samarbejde med Grundfos, og i løbet af dagen vil der både være spændende faglige oplæg og undersøgende arbejde i fire forskellige workshops. Når dagen er omme, præsenterer eleverne deres eget bud på, hvordan vi fremadrettet mindsker belastningen på vores grundvandsressourcer.

Du kan nu tilmelde din 8. – 9. klasse til forløbet ”Pas på vores vand” i uge 8 og 9.

Mellemtrin

Affalds-detektiverne: Løs mysteriet om fremtidens ressourcer

Hvordan passer vi bedst på vores klodes ressourcer? Plastik er et omdiskuteret og ofte udskældt materiale, som vi på denne dag blandt andet sætter fokus på at genanvende.

I samarbejde med REVAS undersøger eleverne, hvordan vi kan sortere i alt det affald, vi smider væk, og sammen udforsker vi affaldet og finder ud af, hvad der kan bruges igen. I løbet af dagen vil der være workshops og praktiske opgaver.

Det er vigtigt at forske i genanvendelsen af affald for at passe bedre på vores verden og hinanden.

Du kan nu tilmelde din 3. – 5. klasse til forløbet ”Affalds-detektiverne” i uge 15.

Engineering og Mikro:Bits: Elever træder i arbejdstøjet og arbejder med ingeniørernes arbejdsmetoder

Hvordan sikrer vi, at vores kæledyr får præcis den rette mængde foder, når vi skal på ferie? Det gør vi ved at udvikle vores egen automatiske foderautomat!

Dine elever skal udvikle foderautomaten ved at arbejde undersøgende, innovativt og kreativt med den nyudviklede engineering-didaktik. Og de skal bruge Mikrobits til deres løsning!

Engineering i undervisningen har flere fordele. Blandt andet forstår eleverne naturfag bedre, når de 'arbejder med hænderne', og samtidig er det dokumenteret, at engineering-tilgangen er med til at øge elevernes motivation og interesse for naturfagene.Engineering i undervisningen taler derudover ind i de 4 naturfaglige kompetencer.

Du kan nu tilmelde din 4. – 6. klasse til forløbet ”Engineering og Mikro:Bits” i uge 18, 19 og 20.

Naturfagsmaraton Bootcamp: kom i topform til (Naturfags)maraton!

Alle 4. klasser i kommunen får nu en unik mulighed for at komme i topform til Naturfagsmaraton! Bootcampen er et komprimeret Naturfagsmaraton-forløb, hvor klassen løser en række udfordringer i fællesskab og konkurrerer mod andre klasser.Klassen opdeles i mindre arbejdsgrupper, hvor de dyster om at udvikle og fremstille de bedste løsninger på fem tekniske udfordringer. Du vil som lærer få en aktiv rolle på dagen, hvor du får en introduktion til den arbejdsform og de metoder, som Naturfagsmaraton-opgaverne lægger op til.

Erfaringerne fra denne dag kan bruges, når eleverne skal deltage i Naturfagsmaraton i 5. og 6. klasse.

Du kan nu tilmelde din 4. – 5. klasse til forløbet ”Naturfagsmaraton Bootcamp” i uge 25 og 26

Indskoling

Minimaraton: Kreativt og undersøgende forløb, der giver indskolingselever en smagsprøve på Naturfagsmaraton

I dette nyudviklede forløb dyster dine elever om at udvikle og fremstille de bedste løsninger på fire tekniske og sjove udfordringer. På tre timer undersøger, designer og bygger dine elever for at finde den bedste naturfaglige løsning – og vi guider dem hele vejen!

Du kan nu tilmelde din 0. – 3. klasse til forløbet ”Minimaraton” i uge 10 og 11.

Naturheltenes dag (Forskningens Døgn): Natur, affald, genbrug, fællessang og dans på skoleskemaet

Kom og mød selveste Naturhelten og eksperter fra REVAS, der lærer dine elever, hvordan vi kan sortere vores affald.

Der er dans, fællessang og godt humør på skemaet, når Naturhelten lægger vejen forbi Naturvidenskabernes Hus! Samtidig fortæller eksperter fra Viborg Kommunes affaldsselskab REVAS om, hvordan vi kan sortere i alt det affald, vi smider væk.

Naturheltenes dag er en sjov aktivitetsdag om natur, affald og genbrug i Naturvidenskabernes Hus, så skynd dig at booke en dag til din klasse.

Du kan nu tilmelde din 0.-2. klasse til forløbet ”Naturheltenes dag” i uge 17.

LEGO og programmering: Politi, streetgangstere og robotter

Stands! Du er arresteret! På denne dag skal eleverne skabe spændende fortællinger om sjove karakterer i et urbant miljø, hvor der både er politi og streetgangstere. Eleverne skal programmere LEGO Boost robotter til at agere begge roller, hvorfor de undervejs lærer en række grundlæggende principper for programmering – på en sjov måde!

Dagen lægger op til læring gennem leg og historiefortællinger, og eleverne arbejder med missioner, hvor de skal bruge erhvervede programmeringskompetencer til at nå i mål. Eleverne skal ikke bygge med LEGO, men programmere LEGO Boost robotter.

Du kan nu tilmelde din 0. – 3. klasse til forløbet ”LEGO og programmering” i uge 23 og 24.

Yderligere information
Forårsprogram fra Naturvidenskabernes Hus