Gratis

Smådyrssafari

Beskrivelse

De vilde insekter og smådyr er i tilbagegang, og verdens biodiversitet bliver ringere og ringere. Det må vi gøre noget ved! Og jo mere man ved om naturen, jo større lyst får man til at passe på den.

I dette forløb lærer børnene nogle forskellige dyreklasser at kende (insekter, edderkopper og tusindben).

De lærer også at bygge deres egen insektsuger, så de kan håndtere dyrene og undersøge dem tæt på, uden at komme til at mase dem – og så får de materialerne med hjem, så de kan fortsætte med at undersøge i daginstitutionen eller deres egen have.

Aktiviteter

Byg dit eget dyr: 

Gennem en spændende fortælling om smådyr, lærer børnene at kende forskel på gængse dyreklasser. Herefter får de lov til at bygge deres helt eget dyr af piberensere og træperler, som de må tage med hjem.

Saml din egen insektsuger:

Børnene får et samlesæt og skal samle deres egen insektsuger. Herefter kan de gå ud på opdagelse og se, hvor mange forskellige dyr de kan finde. Her øver de sig på nogle af de forskellige dyreklasser, som de har lært at kende tidligere på dagen. Børnene får insektsugeren med hjem, så de kan gå på opdagelse i daginstitutionen eller i deres egen have.

Forberedelse

Du kan aktivere børnenes forforståelse ved at snakke med dem om smådyr og natur:

  • Kender de nogen steder, hvor man kan finde edderkopper, sommerfugle eller tusindben?
  • Ved de, hvad natur er for noget?

I kan også gå på opdagelse i jeres daginstitution, og se hvor mange forskellige dyr, I kan finde.

Efterbehandling

I jeres udeområde på institutionen kan I:

  • Undersøge hvilke dyr, der findes i jeres udeområde.
  • Se om I kan finde på andre metoder, som man kan indfange og undersøge dyr på.
  • Deltage i Citizen Scienceprojekter.

Formål

Forløbet understøtter de pædagogiske mål under læreplanstemaet ”Natur, udeliv og science”.

Formålet med dagen er:

  • At børnene får konkrete erfaringer med naturen.
  • At børnene får lyst til at udforske naturen.
  • At børnene gennem leg får erfaring med at arbejde med science.

Pædagogiske mål i forhold til den pædagogiske læreplan 

Natur udeliv og science - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling. Det pædagogiske læringsmiljø skal endvidere understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed. 

Sted
Naturvidenskabernes Hus
P.E. Eriksens vej 1
8850 Bjerringbro
Tilmelding
Tilmelding
Tilmeldingsfrist
31.07.2024