Jokke og Pruttegrisen

Beskrivelse

Tag med Jokke (Joakim Skovgaard) og Pruttegrisen på opdagelse i Skovgard Museets samling af kunst.

Aktiviteter

I dette afvekslende forløb kommer vi tættere på kunsten gennem tre stationer. Først lytter børnene til en billedskabende fortælling, som tager dem med ud til en kyst. Dernæst leder vi efter former og farver i udvalgte kunstværker på museet. Og til sidst arbejder børnene videre med farver og former, når de i et kreativt værksted laver deres helt eget kystlandskabs-collage i karton. Pruttegrisen er inspireret af Joakim Skovgaards sparegris og er museets svar på en fidusbamse. Han følger med børnene rundt gennem alle tre stationer.

Forberedelse

Tal med børnene om, hvad en kyst er for noget, og hvad de forbinder med kysten. Tal sammen om, hvilke former og farver, der findes, og hvordan man kan bruge dem. 

Efterbehandling

Tag en tur ud til kysten og saml sten, sand og skaller, som kan bruges til at lave flere to- og tredimensionelle kunstværker hjemme i institutionen.

Formål

Hensigten med forløbet er at stimulere børnenes evne og lyst til at tale om visuelle fænomener og arbejde med at udtrykke sig i ord og billeder.

Eksempler fra den pædagogiske læreplan
Kultur, æstetik og fællesskab - Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte skabende virksomhed og æstetik, der er både indtryk og udtryk. Indtryksdimensionen består af børnenes egne æstetiske oplevelser i direkte møder med forskellige kunstarter.

Sted
Skovgaard Museet
Domkirkestræde 2-4
8800 Viborg