Prøv kræfter med parasport

Beskrivelse

Vil I have indsigt i parasport? Parasport er idræt for mennesker med handicap. Vi har et underviserkorps bestående af nuværende eller tidligere idrætsudøvere med et handicap. De har en bred viden om parasport og de mange idrætter, der er mulighed for. Vores undervisere kan fortælle en personlig historie om, hvordan parasport kan løfte det enkelte menneske og bidrage til en aktiv tilværelse.

Underviserne præsenterer Parasport Danmark og forskellige idrætter, der henvender sig til fx bevægelseshæmmede, udviklingshæmmede og synshandicappede. Mange af vores undervisere tager udgangspunkt i deres egen personlige historie og handicap, som fx kan være medfødt, følge af en trafikulykke, arbejdsulykke eller badeulykke. Det vigtigste er dog den praktiske del, hvor eleverne prøver forskellige former for parasport på deres egen krop og oplever, hvor sjovt og givende det kan være at dyrke idræt i fx en kørestol.

Aktiviteter

Underviserne tilpasser et grundforløb til elevernes niveau og stedets faciliteter og medbringer på dagen en trailer fyldt med idrætsrekvisitter til fx kørestolsidræt og goalball. Undervisningen er opdelt i en praksisdel og en teoretisk del.

Forberedelse

Der skal bruges en hal eller en gymnastiksal samt et undervisningslokale med AV-udstyr. Dette skal undervisningsinstitutionen selv sørge for. Såvel hal/gymnastiksal som undervisningslokale skal være tilgængelig for kørestolsbrugere.

Efterbehandling

Eleverne reflekterer over, hvordan livet er som handicappet, og betydningen af handicapvenlige foranstaltninger.

I slutningen af dagen inspireret af oplægget fra underviserne fra parasport stiller eleverne sig selv spørgsmålet om, hvordan deres liv ville se ud, hvis de havde et handicap. Med udgangspunkt i spørgsmålene kan eleverne aflevere et skriftligt produkt i fx i dansk. Eleverne kan også holde et mundtligt oplæg eller lave en planche med billeder fra dagen.

Formål

Eleverne får indblik i parasport, hvor de prøver forskellige former for parasport på deres egen krop. Eleven kan udpege fordele ved fysisk aktivitet med udgangspunkt i eget liv og får indblik i handicappedes mulighed for at dyrke idræt.

Eksempler fra Fælles Mål

IdrætEleverne skal i faget idræt udvikle kropslige, idrætslige, sociale og personlige kompetencer. Eleverne skal opnå kendskab til alsidig idrætskultur og udvikle lyst til bevægelse. Idrætsfaget skal give eleverne erfaring med og indsigt i idrættens betydning for sundhed og trivsel samt i samspillet mellem samfund og idrætskultur. Eleverne skal gennem alsidig idrætspraksis have mulighed for at opleve glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det samfund og den verden, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur. I faget idræt skal eleverne udvikle forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.

Sted

En hal eller gymnastiksal nær jer.

Undervisningsmateriale

Der er en idræt til alle. Her er information om foreninger og tilbud indenfor handicapidræt og idræt for personer med særlige behov i Viborg Kommune.

Hjemmeside Parasport Danmark om idrætter og klubber

Tilmelding
Tilmelding
Tlf.nr. 20 33 50 40