Mere kunst i hverdagen for de 0-6 årige

08.03.2018

Få nyt repertoire, tips, tricks og nye kompetencer til at arbejde med billedkunst, musik, bevægelse og leg med de små. Book en billedkunstkuffert eller få en kunstner ud til jeres institution. Eller gør begge dele.

Savner du inspiration til at arbejde med kunst, kan du benytte et af disse kreative tilbud.

Billedkunstkufferter
Mangler du idéer til, hvordan du kan arbejde med kunst og kreativitet i din hverdag med de 0-6 årige? Er det de samme ting, du hiver ned fra hylderne hver gang? Og savner du inspiration til at lave flere og nye kreative aktiviteter, der er nemme at gå til? Så kan du låne en gratis billedkunstkuffert, som gør det enkelt og inspirerende at arbejde selvstændigt med kreative og kunstneriske aktiviteter sammen med børn i dagpleje, vuggestue, børnehave og børnehaveklasse.

Book en kunstner
Vil I gerne arbejde mere med billedkunst, musik og bevægelse i dagligdagen, så book et hands-on forløb med en billedkunstner eller musikpædagog fra Kulturskolen Viborg. Hvert forløb bliver skræddersyet til lige netop jeres daginstitution og tager udgangspunkt i jeres dagligdag og udvider det repertoire og de materialer, som I bruger i forvejen.