Oplev kunsten: Workshop med kunstformidler

Beskrivelse

Oplev samtidskunst på Viborg Kunsthal. Her er der mulighed for at udforske de materialer og tematikker, som eleverne møder på den aktuelle særudstilling. Forløbet kan skræddersyes præcist til jeres klasse og behov, idet hvert forløb tilrettelægges og målrettes specifikke klassetrin og ønsker.

Udstillinger i skoleåret 2024:

26.01.24 - 05.05.24

Bricolage, Jakob Hunosøe 

26.01.24 - 05.05.24

Moonment, Shizu Li 

17.05.24 - 08.09.24

MÅNE OP, Sophia Kalkau og Ursula Ankjær

17.05.24 - 08.09.24

Flow, Anna Taina

20.09.24 - 12.01.25

Farming Fire, Mikkel Ørsted

20.09.24 - 12.01.25

Plastic Milk, Jens Settergren

Aktiviteter

Vi går på opdagelse i den/de aktuelle særudstilling(er) og taler om, hvad vi ser og oplever og hvad vi tænker om det. 

Når vi har oplevet kunsten med vores øjne, så er der rig mulighed for at erfare den gennem hænderne. Det gør vi enten i udstillingen eller i vores formidlingscenter, hvor vi undersøger og arbejder med de tematikker eller materialer, som eleverne møder på den/de aktuelle særudstilling(er). Vi finder materialerne frem og har klargjort en ramme, som eleverne kan arbejde indenfor.

Et forløb hos os skabes i samspil med jer. Vi aftaler, hvilke aktiviteter I ønsker, hvorefter vi sammensætter et forløb ud fra jeres ønsker.

Forberedelse

Eleverne skal på forhånd have viden om kunstneren/kunstnerne fra de aktuelle udstillinger, de skal opleve. Få inspiration til undervisningen igennem materialet fra Museet for Samtidskunst - se under Undervisningsmateriale.

Efterbehandling

Eleverne opfordres til at undersøge, analysere og arbejde praktisk videre med samtidskunstens medier og strategier ud fra tanken om, at samtidskunst ikke kun skal ses, men også opleves, medskabes og reflekteres.

Formål

Formålet med dette forløb er, at eleverne får kendskab til samtidskunsten – fra den danske og udenlandske kunstscene.

  • Hos de mindre elever giver forløbet en læring om samtidskunst, en forståelse af de forskellige medier og det at være i stand til at samtale om kunsten.
  • Hos de ældre elever kan det være med til at give dem kulturforståelse og debattere samfundstendenser. Forløbet giver eleverne indblik i de forskellige medier og lærer dem at forholde sig til fx. videokunst, skulpturer eller konceptkunst.

Eksempler fra Fælles Mål:
Billedkunst  - Eleven har viden om kulturelle normer og værdier.
Dansk Eleven har viden om måder at vurdere tekster på i forhold til deres samtid. Eleven kan udtrykke en æstetisk teksts stemning.
Håndværk og design Eleven har viden om præsentationsformer.
Samfundsfag Eleven har viden om brug af kulturteknikker og digitale medier til formidling.

Sted
Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg
Undervisningsmateriale

Få inspiration til arbejdet med samtidskunst i dette undervisningsmateriale fra Museet for samtidskunst.

Tilmelding

Kontakt Bettina Hansen

Tlf.nr. 87 87 32 20