Gratis

Skole OL - O-løb i Karup

Beskrivelse

Det er tid til at pudse kompasset og stedsansen af, for nu gælder det Skole OL i O-løb!
Og det gælder jer, 4.-7. klasse.

D. 6. + 8. maj inviterer Skole Ol til stævner i Karup, og I er inviteret.

Til Skole OL O-løb bliver eleverne udfordret på deres fysiske formåen, koncentration og evne til at finde vej. Klassen dyster imod andre klasser om at finde flest poster i området. Eleverne skal både løbe hurtigt, lægge den rette strategi for at nå så mange poster som muligt, og undervejs skal de også orientere sig på kortet, så de ikke løber forkert.

NB! Lokalstævnet foregår i Karup. Hertil kan I søge Transportpuljen. 
Vinder jeres klasse lokalstævnet og går videre til Skole OL Finalen, afholder jeres skole selv transportudgifter.

Aktiviteter

5. og 7. klasser løber mandag d. 6. maj
4. og 6. klasser løber onsdag d. 8. maj

Ved Skole OL O-løb stævner møder klassen frem, hvor stævnet afholdes. Klassen er på forhånd blevet tildelt en mødetid og en starttid.

Inden start modtager klassen instruktion fra den lokale orienteringsklubs instruktør. Alle elever får udleveret et orienteringskort, og når starten går, skal de finde så mange af posterne på kortet som muligt, inden for den afsatte tidsgrænse. Tidsgrænsen er oftest 30 min., men kan variere efter områdets størrelse.

Når alle elever er kommet i mål, tælles klassens samlede antal fundne poster op (der trækkes point fra, hvis eleverne overskrider tidsgrænsen), og gennemsnittet pr. elev udregnes. Når alle klasser har været igennem orienteringsløbet, kåres den klasse, der har det højeste postgennemsnit, som vinder af stævnet.

Forberedelse

Inden O-løbsstævnet har I arbejdet med orienteringsløb i idræt.

Vores orienteringsklubber står klar til at lave sjove og udfordrende undervisningsforløb med din klasse forud for jeres deltagelse i Skole OL stævnet.
Kontakt den lokale klub for at aftale nærmere, når klassen er tilmeldt et stævne.

Har man lyst til selv at køre et forløb i idrætsundervisningen, så kan du bruge materialet: “Find vej i Skolen”, som kan downloades under 'undervisningsmateriale'.

Efterbehandling

For at skabe bedst mulig sammenhæng mellem dette forløb og elevernes læring hjemme på skolen, er det en god idé at koble forløbet til et fagligt emne, I arbejder med før og efter.
Find inspiration under ’undervisningsmateriale’, hvor der bl.a. er linket til relevante forløb på Gyldendals portaler.

Formål

Formålet med forløbe er eleverne bliver udfordret på deres fysiske formåen, koncentration og evne til at finde vej.
 

Eksempler på Fælles Mål:

Idræt, efter 5. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'alsidig idrætsudøvelse', hvor eleven kan anvende grundlæggende, sammensatte bevægelser i idrætspraksis.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'krop, træning og trivsel', hvor eleven kan samtale om fysisk aktivitets betydning for kroppens grundform, sundhed og trivsel.

Idræt, efter 7. klasse
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'alsidig idrætsudøvelse', hvor eleven kan anvende sammensatte bevægelser i udvikling af idrætsaktiviteter.
- Der arbejdes indenfor kompetenceområdet 'krop, træning og trivsel', hvor eleven kan analysere samspil mellem krop, træning og trivsel.

Sted
Ulvedalsvej 45
7470 Karup J

Karup Orienteringsklub er arrangør.
Kontaktperson er Lars-Ole Kopp, larskopp [at] live [dot] com.

Undervisningsmateriale

PRIMÆRT materiale
Undervisningsforløb i orienteringsløb: Find vej i skolen - lær at finde vej
(dette eller lignende kan benyttes som primært materiale)

PRIMÆRT materiale
Her sammensætter man selv sin undervisning
(dette eller lignende kan benyttes som primært materiale)

Tilmelding

Find stævnet på: Stævner - Skole OL
Tilmeldingen foregår her: Login og tilmeld - Skole OL
Har man spørgsmål til Skole OL O-løb som sådan, så kontakt Nina Hoffmann fra Dansk Orienterings-Forbund.

Tlf.nr. 30 11 47 67